Der er noget så sjældent som en jazzviolinfestival under opsejling i Jazzhus Montmartre. Ugen inden efterårsferien kan man høre en ganske udsøgt vifte af danske musikere svinge den elektriske violin.
Det begynder med uddelingen af Montmartres Legends Lifetime Achievement Award til nestoren Svend Asmussen, hvor hele banden går på. Derefter kommer aftener lige i rap med fokus på henholdsvis Line Kruse, Bjarke Falgren, Kristian Jørgensen og den amerikansk bosatte Mads Tolling. Med på noderne Som en slags opvarmning til festivalen havde jazzhusbagmanden og pianisten Niels Lan Doky inviteret sin gode bekendte fra tiden i Frankrig, violinisten Didier Lockwood, til at komme og danne kvartet sammen med den potente danske bassist Morten Ramsbøl og Montmartres unge hustrommeslager, Niclas Bardeleben. Sidstnævnte går uimponeret og samvittighedsfuldt til makronerne. Han spiller godt op til de store. Han spiller over niveau for sin alder, og selv om hans trommesolo i første sæt virkede lidt for bevidst i udførelsen, så er der krummer i den gut. Onsdag aften var kvartettens første ud af fem, og de skulle finde sammen om de valgte numre. Der var mange noder på stativet, og med et solidt udpluk af melodier fra Montmartrefilmen ’Between a Smile and a Tear’ levede Lockwood op til sit ry som en idérig musiker, der forstår at variere sit udtryk, så publikums opmærksomhed holdes fanget. Efter Miles Davis’ ’Solar’ og Niels Lan Dokys egen ’Tender Lies’ kom den første ordentlige oplevelse med Rollins-standarden ’Pent Up House’. Anderledes oppe at køre Bardeleben fyrede mere end pænt og ordentligt op.
