På forhånd måtte Skovhus, Isokoski og Viitasalo betragtes som et dreamteam til opgaven.
De tre udgav Hugo Wolfs 46 sange i ’Italiensk sangbog’ på plademærket Ondine i 2002, og hver især har de rigtig velkørende karrierer på de store europæiske kammerscener. I særdeleshed, når det gælder tysksprogede, romantiske lieder. Og man mærkede hele aftenen sangernes store overskud. Uden noder, med tungen i kinden og glimt i øjet fik danske Skovhus og finske Isokoski skiftevis de 46 finurlige sange til at leve som et melodrama på halvanden time, der stille og roligt gennemspillede faserne i, hvad der nok kan betragtes som prototypen på rigtig mange kærlighedsforhold.






























