Det var nøgternt og nøjagtigt. Eller, det vil sige, det var i hvert fald sådan nogenlunde nøjagtigt. Men ikke så overvældende præcist, som man kender Hagen Kvartettens spil fra deres mange fremragende cd’er.
Hagen Kvartetten er sat sammen af søskende. Den har sit navn tilfælles med efternavnet på tre af de fire østrigske musikere, der udgør et af de sidste knap 30 års absolut mest interessante klassiske ensembler og en af vor tids betydeligste kvartetter overhovedet. Streng opdragelse
De er kendt for at have fået en streng opdragelse hos ingen ringere end dirigenten Nikolaus Harnoncourt, en godfather inden for opførelsespraksis – og de er kendt for resultaterne af denne opdragelse, der allerede for 25 år siden gav dem en kontrakt med plademærket Deutsche Grammophon.
Spillestilen i Hagen Kvartetten er unik. Knivskarp, usentimental, præcist kalibreret og med den absolutte perfektion i udførelsen som den standard, man er vant til fra disse musikere. En koncert med dem må kaldes en begivenhed. Helt på niveau med den koncert, Arditti Kvartetten gav i Diamanten tidligere på ugen.
Manglede overskud
Men hvor problemet for Arditti var fremmødet – kun sølle 40 publikummer var angiveligt mødt op – så var der fuld sal til Hagen Kvartettens aften på kunstmuseet Louisiana torsdag. Den første af to, hvoraf den anden fandt sted i går.
Hvad der manglede, var overraskende nok overskud og fokus fra musikerne i aftenens absolutte hovedværk, Schuberts kvartetklassiker ’Døden og pigen’.
Hagen Kvartetten praktiserer knaphedens æstetik, og det var Schubert i stram tømme, der blev budt på. Men selv om det var stort realiseret, sådan som den blegt, sødmefuldt lokkende død tittede melodisk frem, så var der også steder, der klang mærkeligt og urent. Noget jeg slet ikke havde forventet at opleve med disse musikere. Millimeters nøjagtighed
Schubert var med sine 35 minutters spilletid aftenens vægtige afslutning. Herfra vil jeg bevare mindet om en andensats, hvor de dynamiske niveauskift var kalibreret med millimeters nøjagtighed. Med sublimt overblik over satsen som helhed.
Men også hvor romantisk udtrykskraft blev ofret på et alter, hvor de fire præster ikke altid førte kniven med ultimativ sikkerhed. Anderledes klart udstukket og nærmest mælkehvid i klangen var aftenens første værk. En strygekvartet i B-dur af Haydn, hvor homogenitet, gennemtænkte fraseringer og en alt andet end effektjagende fortolkning satte scenen for alle fire satser. Kvalte klangskrig Hvad var fyldet i midten? Det var såmænd en kvartet af tjekken Janacek, hans første med titlen ’Kreutzersonaten’ som inspiratorisk pil. Tilsyneladende pegende tilbage på Beethovens violinsonate, men reelt på Tolstojs novelle af samme navn. Her fik vi følelsesdrama med sordin og kvalte klangskrig. Alt efter noderne, selvsagt. Men alligevel påfaldende indeklemt. Som en voldsom servering af fortættet fortvivlelse! Det var ikke desto mindre en oplevelse. Det var efter Schubert, anmelderen her blev mere fortvivlet, end godt var. Hagen Kvartetten er kendt for det sublime. Torsdag aften i koncertsalen på Louisiana mærkede man det. Men det var blandet med mere jordnære takter.
