Bruckners symfonier er en disciplin for sig. Musikken er bygget op i hierarkiske lag, der gør den til en særlig, ja egenartet form for musikalsk arkitektur. En oplevelse i flere lag med en samlet varighed, der strækker sig langt ud over rammerne for symfonier af Beethoven eller Brahms. Et klart overblik over musikkens form og en stram gengivelse af den er derfor af flere grunde helt nødvendig, hvis ikke oplevelsen af Bruckners omfangsrige satser skal falde fra hinanden. Følsomme detaljer må ikke overskygge den arkitektoniske helhed, sådan som det i for høj grad skete fredag aften, da den franske dirigent og operaekspert Bertrand de Billy dirigerede Det Kongelige Kapel i Bruckners 7. Symfoni. Masser af nærvær i nuet
Med Wagnertubaer i det store orkester og ekkoer i partituret fra både ’Rhinguldet’ og ’Ragnarok’ kom det godt en time lange værk til at klinge for meget som uddrag af en Wagneropera. Ikke som en af Bruckners absolut bedste symfonier. De Billy fik musikken til at sitre sensitivt, og ikke mindst i den langsomme sats blev der kælet for musikkens følsomme nerve. Der var masser af nærvær i nuet og spændende musikalske øjeblikke. Men også for mange dårligt kalibrerede nuancer og upræcise detaljer. Træblæserne lagde skævt fra land, violinerne var ikke altid et forbillede, hvad samlet præcisionsspil angår, og i første sats druknede en vigtig cellomelodi fuldstændig i violinhavet.
