Michael Schønwandt var kaldt ind til Torsdagskoncert som sygevikar for orkestrets afgåede chefdirigent Thomas Dausgaard med Mahlers niende symfoni som enligt programpunkt. Men der var vist ingen, der kunne høre, at der var tale om feberredning. Schønwandt dirigerede konsekvent og tempofyldt de fire satser som væsensforskellige kapitler i et sørgmodigt epos om liv og død og de barske sager derimellem. 80 minutter i nærkontakt med Mahlers specielle evne til at gøre sine symfonier til personlige, religiøse og kulturelle monumenter med glimt af kirkesang, militære signaler og folkemusik. Alt sammen svøbt i fede strygere og store udråb. Den første sats formede sig som en halv times sære erindringsfragmenter, hvor en stribe af orkestrets gode solospillere på skift fortalte historier om svundne muntre tider. Kapitel nummer to blev hugget ud til vuggende alpin folkedans med sært koleriske undertoner, mens tredjesatsen i opskruet tempo fik lov at kulminere i kontrolleret kaos.
Finalesatsen bliver ofte associeret med den sygdomsramte Mahlers måde at forholde sig til sin egen død på, og uanset om det har noget på sig faktuelt, gav tolkningen vældig god mening torsdag. Mættede strygermelodier Efter en lind strøm af mættede strygermelodier ebbede satsen ud i helt slanke linjer af en eller to musikeres indsats for til sidst at dø hen i ingenting. Netop her viste koncertsalen sig fra sin allerbedste side. Michael Schønwandts luftlette ideal fik de isnende klange til at hænge i rummet som silkesnore.
