Man kommer ud i Operaen og mødes af ansatte, der deler flyere ud om varslede nedskæringer. De samler underskrifter ind mod de kommende massefyringer. Inde i salen står 23 musikere i sort på et sort scenegulv og spiller undergangsmusik. Richard Strauss’ ’Metamorfoser’ for 23 solostrygere er en lang, sindrigt og smukt vævet sørgemarch. Skrevet ved slutningen af Anden Verdenskrig til minde om den europæiske kultur, der lå i ruiner. LÆS OGSÅStærk sopran indtager elegant og sødmefuldt slutspil Fredag i Operaen blev musikken af mange nok modtaget som en alvorsfuld hilsen til blandt andet et operakor, der står over for at miste en stor del af sine sangere. Besparelserne slår i disse år ned som bomber i det danske musik- og kulturliv. Det er således heller ikke nogen ønskesituation for Det Kongelige Kapel at skulle spille deres symfoniske koncerter i Operaen. Akustikken arbejder imod. Men det blev for dyrt for orkestret at leje sig ind i DR’s koncerthus, hvor de før spillede, så de er tilbage på Holmen.
23 solostrygere i fælles udfoldelse har i virkeligheden en hulens masse udfordringer, når de skal væve et sørgetæppe som det, Strauss skrev i 1945. Det blev man desværre alt for opmærksom på i en situation, hvor akustikken fremhævede det solistiske i værket uden at forære det klangrum, der kan give musikken følelsesmæssigt momentum. Elsk det eller had det Efter pausen var situationen en helt anden. Richard Strauss’ på alle måder kolossale ’Alpesymfoni’ kræver nemlig omkring fem gange så mange musikere. Med et strygerkorps på 60 plus solide mængder messing både on og off stage samt orgel, harper, vindmaskine og så usædvanlige blæseinstrumenter som den oboagtige heckelphon suppleret med enorme trommer, flere paukesæt og koklokker til vandringen på sæteren skildrer dette tonedigt en dags op- og nedstigning til og fra en alpetop. Det er noget af det mest typisk strauss’ske inden for den verden af billeddannende tonedigte, tyskeren var en mester i, og som han efter mange operaår vendte tilbage til i ’En alpesymfoni’. LÆS OGSÅDirigentvikar fyldte koncerthuset med klingende vellyd Elsk det eller had det. Når man får den slags solopgange, gletsjerspalter, tordenvejr og bjergtagende udsigter serveret med så stor træfsikkerhed i anvendelsen af instrumentale farvevirkninger og akkordskift, så synes i hvert fald denne anmelder, at man bare skal overgive sig til elementernes rasen og komponistens genialitet. Musikkens mange Kodak Moments og Disney-gys kan da godt virke platte. Men kun hvis man ikke tillader sig selv at nyde dem for det, de er: oprigtigt ment orkesterkunst komponeret af en senromantisk komponist med fod på det helt store orkesterapparat. At så også dette godt kan klinge endnu bedre end i Operaens rum, der er en udfordring i symfonisk sammenhæng, det er en anden sag. Måske skyldtes det også til dels Strauss’ landsmand dirigenten Hartmut Haenchen. Det bliver spændende at høre, hvordan det går for ham senere på sæsonen, når han skal dirigere en nyopsætning af Wagners ’Parsifal’ i operachef Keith Warners instruktion. FACEBOOK
