Der er en musikalsk verden til forskel på Richard Strauss’ to første modne operaer, nemlig de sprængfarligt intense ’Salome’ og ’Elektra’, og så hans sidste to helt anderledes klangskønne og rolige operaer, ’Die Liebe der Danae’ og ’Capriccio’. Mens de to tidlige har holdt sig centralt på repertoiret takket være deres fortættede drama, er de to sene værker helt anderledes nostalgiske, men til dels også mildt komiske partiturer. Begge er komponeret i årene omkring Anden Verdenskrigs udbrud, og det er egentlig kun ’Capriccio’, der rigtig har holdt sig på plakaterne. Den er Strauss’ ultimativt sidste opera, og dens handling er helt igennem symbolsk: Grevinden i ’Capriccio’ repræsenterer selve operaen som genre. Hvem af sine to tilbedere elsker hun mest? Digteren, der skriver operaens ord, eller komponisten, der skriver dens toner? Velfungerende operaoplevelse Slutscenen i ’Capriccio’, hvor grevinden sidder foran spejlet, giver intet definitivt svar. For hvad skulle det være? Ingen opera eksisterer uden både toner og ord. De morsomme optrin sikres af en trivelig teaterdirektør, der efter eget gryntende udsagn »sover bedst til smuk musik«.
Kan man se gennem fingre med, at The Met i New York har flyttet handlingen fra et fransk chateau i rokokoperioden frem til en amerikansk mæcens luksushjem i de brølende 1920’ere, er det en enkel og velfungerende operaoplevelse fra marts i år, der hermed foreligger på dvd.
