»Det er 52 år siden, Igor Stravinsky modtog den første musikpris af Léonie Sonning. Jeg vover at håbe, at der også findes musik om 50 år. Men er jeg for optimistisk?«. Det var med dystre ord om den europæiske kulturarv i forfald i forbrugersamfundet, Kaija Saariaho takkede for årets musikpris. Med messende, myndig stemme og med umiskendelig finsk alvorstyngde – trods 30 år som indvandrer i Paris – brugte hun sin taletid på at minde om en kultur, der også skal bevares. Samtidig med at vi redder verden. Hun sagde egentlig ikke så meget mere om sagen, men det behøvede hun heller ikke.
For forud var gået en lille time med overbevisende musikalske argumenter fra egen hånd, som de fleste i salen nok formentlig syntes, var mere end bevaringsværdige. Vi fik to af hendes ekstraordinære orkesterværker. Begge som slagkraftige og fintmærkende bearbejdninger af menneskelige grundvilkår med en direkte forbindelse til åndsfællen Ingmar Bergman. Nuancer Først instrumentalstykket ’Laterna Magica’ formuleret som en lang række melankolske orkesterklange hen over en stribe ord om lysets egenskaber fra Bergmans erindringsbog af samme navn.
