Alt, hvad der kunne udkommanderes af sikkerhedspersonale i Tivoli, var mobiliseret. Politiet regulerede trafikken foran hovedindgangen, og folk strømmede ind i forlystelseshaven. Men det var for at høre Aqua på Plænen. Ikke for at opleve et af nyere tids mest kendte italienske barokensembler. Indenfor i koncertsalen blev der aldrig mere end en tredjedel fyldt på stolerækkerne, og oppe på scenen, viste det sig, var det kun otte af musikerne fra det i klassiske kredse ellers så velrenommerede Il Giardino Armonico, der stod i en lille, sluttet kreds. LÆS OGSÅTivoli går efter de store stjerner De havde endda en sygemelding med fra deres cellist, som temmelig usædvanligt var erstattet af ensemblets harpespiller. Orkestret spillede fuldt professionelt, men der var noget galt med rammerne for italienernes første Danmarksbesøg. En lille, intim gruppe barokkammermusikere i Tivolis kæmpe koncertsal var ikke en optimal kombination, og selv om publikum var rykket sammen på de forreste rækker, blev stemningen ikke ekstatisk. Ikke ud over rampen Nu er forventninger selvfølgelig noget stads. De trækker uvægerligt skuffelser i deres kølvand, og Tivoli havde garanteret fygende gnister fra scenen. Intet mindre. Det fik vi kun fra baroksopranen Roberta Invernizzi, der viste sig som en præcis, farvebevidst og operalevende sanger i en række små dramatiske kantater af Pergolesi. Men hun kunne ikke tåle forskræpsammenligningen med Cecilia Bartoli. Og hvem kan i det hele taget det, kunne man spørge. Roberta Invernizzi satte tekststavelser smukt på plads, og hendes højde var smidig og herlig. Hendes villighed til at lade de gutturale nuancer få plads minder rent faktisk om Bartoli, og det samme gjorde hendes voldsomme tekst- og vokalheftighed. Hun nåede bare ikke på samme måde ud over rampen, mens hun sang efter noder. Blandet program Og apropos noder var det et lidt blandet program, Il Giardino Armonico-folkene kom til København med. Mens de så ud i den ret tomme sal, spillede de musik af så relativt ukendte neapolitanske komponister fra begyndelsen af 1700-tallet som den tørre kirkemusikmester Francesco Durante og overgangsfiguren mellem italiensk barok og klassisk stil Francesco Mancini. LÆS OGSÅPiano-skønhed tilfredsstillede den indre Lisztoman Lige som harpespilleren var Mancini med på et afbud, og dermed fik Il Giardino Armonicos leder, blokfløjtespilleren Giovanni Antonini, lejlighed til at spille hele to fløjtekoncerter: En udmærket en af Mancini, som han forløste med stor kropslig indlevelse, inklusive små dansespring, og en kedeligere en af Domenico Sarri, hvor Antonini i bedste italienske barokstil viste, hvor vældig rigt han var i stand til at udsmykke de gamle noder. Virtuost, sådan som traditionen og stilen foreskriver. Mere tryk på Aqua Ensemblets strygere spillede stående og med korte, korrekte barokbuer, men med moderne skulderstøtte på violinerne, og flere gange i aftenens løb ønskede denne anmelder, at orkestret var mødt mere talstærkt og energisk op.
Markedet for periodeorkestre, der dyrker historisk opførelsespraksis, er boomet, siden Il Giardino Armonico stiftede sig selv i midten af 1980’erne, og vi er blevet vant til, at der virkelig er riv, liv og intensitet hos disse ensembler. Det er der også, når Il Giardino Armonico spiller med for eksempel Cecilia Bartoli, som de har samarbejdet med et par gange på cd og dvd. Eller når man hører en af deres fremragende cd’er som for eksempel albummet ’Viaggio Musicale’, hvor de dyrker 1600-tallets musik fra Norditalien, som ensemblet selv stammer fra. Måske var det, fordi orkestrets medlemmer fredag aften var for få i for stor en sal. Men mon ikke der var mere tryk på Aqua på Plænen bagefter?
