Lyt til artiklen
Hun var præcis lige så cool og karismatisk, som en del vil huske fra Koncerthusets åbning. Bare tæer under det store bronzerøde skrud, en gigantisk sort sponsoropal på den ene finger og et insisterende blik rettet mod hver enkelt i salen. Følte man. Agenturet burde nok have solgt koncerten til en natklub. Uden dagligstuebelysning fra Tivolis store lyspaneler, uden forstyrrende pause og nok også uden strygersekstet af Tjajkovskij.
De spillede helt fint og rigtig romantisk, men hvorfor egentlig slutte en let kabaretaften med skøre sange af Benjamin Britten og chansoner som parisisk musettemusik af Erik Satie med længsel og bred strygerklang?
