Der er et marked for damer i dyre rober, som kommer og synger operaarier eller lieder med et lokalt dansk orkester. DR Koncerthuset er med på trenden, men især Tivolis Koncertsal dyrker en håndfuld sangere – både damer og herrer – som man bare ved sælger billetter, fordi publikum har forstået, at disse navne er toppen af klassisk-poppen. Et af navnene, der regelmæssigt kommer og fylder Tivolisalen, er den amerikanske sopran Renée Fleming. LÆS OGSÅOperadiva stikker nallerne i rocken Dagsformen betyder ikke så meget for succesen af den slags koncerter. Vi skal helt ud på katastrofeoverdrevet, før forskellen egentlig bemærkes. Som da tenoren Rolando Villazón sidst var her og aflyste efter bare få minutter på scenen. Repertoiret betyder heller ikke rigtig noget. Om en tenor som Jonas Kaufmann synger blandede operaarier eller intime lieder af Schubert, kan også være det samme. Det handler tilsyneladende om, at de dyre billetter garanterer en aften i selskab med en stjerne, som man ved er stor. Ikke gourmetarrangementer Sådan virkede det også mandag aften, da Renée Fleming kom og sang. Programmet – selv om det kan være lige meget – var senromantiske orkesterlieder af Richard Strauss. ’Vier letzte Lieder’ som de sikre kort plus et udvalg af tre mindre kendte Strauss-sange i koncertens anden del, der var stort set identiske med dem, Fleming havde sunget ugen inden ved Salzburg Festspillene dirigeret af Straussmesteren Christian Thielemann. LÆS OGSÅTivoli går efter de store stjerner Mindre kan man næsten heller ikke slippe af sted med som hovednavn på en dyr koncert: syv sange. Plus Strauss’ ’Morgen’ som det oplagte, men også eneste, ekstranummer. Fleming har en smuk stemme, der passer til Strauss’ krav om bredde plus lethed og lys. Når sange som ’Gesang der Apollopriesterin’ kræver, at hun roder rundt i dybden, lyder den langtfra fortryllende. Men som sagt. Det kan være lige meget. Tivolis stjerneaftener er ikke på den måde gourmetarrangementer. Om maden er perfekt tilberedt lige denne aften, betyder ikke alverden. Mærkeligt nok, egentlig, når prisen er så høj, som den er. Mere menneskelighed Jeg prøvede for sjovs skyld eksperimentet, der nogle gange kan virke afslørende.
Jeg lukkede øjnene og lyttede. ’Vier letzte Lieder’ afslørede kvaliteterne. Fleming kan naturligvis disse sange på fingrene, og hendes klangkerne var smuk og tæt, selv om jeg godt kunne have ønsket mig mere vokalt lys, der bredte sig uden om selve kernen. Kristjan Järvi, denne sympatiske, gennemmusikalske dirigent, der for tiden overøser os med god musik i København, flugte Fleming til perfektion. Orkestersatsen lå klinet op ad solisten.
