Lad os slå det fast med det samme: Guillemots udtales ikke på fransk, men på engelsk [gil-æh-mots]. Den multinationale kvartet har base i London, men er opkaldt efter den sort-hvide alkefugl, som på dansk hedder langnæbbet lomvie. Tømte legetøjsbutikken Og præcis som hos den lille havfugl, der tilbringer det meste af året på havet, er der højt til loftet i Guillemots’ univers. Meget højt, endda. Og det takket være frontmand Fyfe Dangerfield. Han er 31 år og klassisk uddannet pianist med flere orkesterkompositioner bag sig – komponeret sideløbende med hans arbejde i Guillemots, der tydeligvis er hans musikalske legeplads. På godt og ondt.
LÆS OGSÅ
For der er megen leg i Guillemots. Især når de spiller live. Leg med bratte temposkift. Leg med omarrangeringer. Leg med genrekonventioner. Og det var mandagens koncert i københavnske Lille Vega et glimrende eksempel på.
Men indimellem tog den kåde blanding af corny synthesizere, kabaret, popmelodier og prog-rock overhånd. Og da mindede bandet mest om et grådigt barn, der skal tømme en legetøjsbutik på 30 sekunder, men ender med at rasere hele hytten i stedet.
Arven fra Buckley
Den voldsomt fabulerende ’Kriss Kross’ var et godt eksempel på gruppens teatralske tendenser. Med en storslået synthesizer-intro, der lød som noget fra ’Gøngehøvdingen’ efterfulgt af en bedaget omgang helterock, tangerede det ganske enkelt det komiske.
Det samme gjaldt den højstemte ’I Must Be A Lover’, og den nærmest Bay City Roller-klingende ’Trains To Brazil’.
