The Thing. Det lyder som en horrorfilm fra 1950’erne. Men selv om ’tingen’ indimellem i bogstaveligste forstand lød brølende monstrøs, så dækker navnet trods alt kun over en svensk-norsk free jazz-trio. Dog ikke en hvilken som helst. The Thing består af tre hårdkogte og særdeles erfarne musikere udi den frie improvisationsmusik. Ikke mindst den svenske saxofonist Mats Gustafsson, som er årets modtager af intet mindre end Nordisk Råds Musikpris, der uddeles i november. En hæder, der naturligvis er en personlig triumf for Gustafsson, men i lige så høj grad er en vigtig anerkendelse af den frie improvisationsmusik som kunstform. Denne har Gustafsson dyrket indædt konsekvent siden slutningen af 1980’erne, og han har for længst etableret sig som et internationalt navn inden for dette felt. Læg dertil den bulldogagtige og kronragede norske bassist Ingebrigt Håker Flaten, kendt fra mange sammenhænge heriblandt technojazzmusikeren Bugge Wesseltofts orkester, New Conceptions of Jazz, og den kontante og lydhøre norske trommeslager Paal Nilssen-Love, der ligeledes har et respektindgydende cv. Som det danske vejr På en profan torsdag aften, hvor der også var adskillige andre muligheder i det københavnske udbud af eksperimentjazz (heriblandt Lotte Anker med gæster på Charlottenborg og det britiske vokalfænomen Phil Minton i LiteraturHaus) gav The Thing en times veloplagt og dynamisk koncert i Musikcafeen i Huset i Magstræde.
Musikken kom med en impulsiv kraft og en indre farlighed, der hvert øjeblik kunne eksplodere i nye, gryntende udbrud eller svæve som flygtige lydbobler helt ud i det velbesøgte Musikcafeens dunkleste hjørner.




























