Og der var også masser af fine øjeblikke i torsdagens opførelse af G.F. Händels populære oratorium. Godt med de så karakteristiske, teatralske tonemalerier over kristendommens inderste væsen generelt - og dens hovedperson, frelseren, i særdeleshed - og masser af levende musikalitet. Sprødt orkesterspil Sprødt orkesterspil med nerve, dramatisk solosang og jagtende korstemmer ind mellem hinanden. Danskerne valfarter til Messiasopførelser igen i år, og med et publikumstal omkring de tre tusind i Koncerthuset over to dage har DR fået godt fat, selv om det for dem er en ret ny foreteelse. At det så alligevel ikke helt lykkedes derude i Ørestad, handler måske mere om form end indhold. LÆS OGSÅStrygere på feststoffer trådte speederen i bund Der er noget intimt og meningsfuldt over at opleve Händels oratorium rundt omkring i landets kirker som et sammenhængende hele. Med rolige skift mellem fortællende recitativer, konkluderende korafsnit og brede arier for solisterne med plads til at skabe personlighed og dramatik på egen hånd. I kirkerummene er man omgivet af de symboler, de synger om. Her klinger korsangen blødt, og strygernes glasklare fraser får lov at hænge til eftertanke under loftet.
Fjern og akustisk I Koncerthuset blev musikken fjern og akustisk præcis med sangsolisterne travende frem og tilbage 10 meter for hvert skift i en opskåret opførelse, hvor halvdelen af anden og tredje del af værket var fjernet for at holde koncertlængden på de sædvanlige to timer. I DR blev oratoriet en anderledes måde at være til koncert på, hvor det normalt er en anderledes måde at være i kirke på.
Forstyrrende publikum De medvirkende var sandt for dyden heller ikke heldige torsdag i forsøget på at skabe en helstøbt, gribende oplevelse. Flere gange måtte Peter Dijkstra bryde koncentrationen og vente på stilhed blandt publikum, det lykkedes koncertmesteren at kaste sin violinbue ud på forreste række i et lidt for energisk strøg, og så blev højtideligheden i finalen vingeskudt af, at folk brød ud i klapsalver et afsnit for tidligt. LÆS OGSÅ'Halleluja'-koret slog gnister i Skandinavisk Händel En situation Dijkstra måtte håndtere med fagter og slapstickkomik på podiet. Det blev musikernes indsatser objektivt set ikke dårligere af. Men oplevelsen af korsfæstelse og pinsel kræver lidt andægtighed, hvis det ikke skal reduceres til smukke melodier.
Aggresive strygere Både musikere og sangere tog ellers Händels musik på ordet. Når ilden brændte i versene, knitrede strygerne aggressivt. Eller når verdenerne skælvede i teksten, slyngede Konstantin Wolff sin store basstemme rundt om tonerne. Det var i det hele taget fire fint balancerede solister uden alt for meget operaagtig patos - men samtidig med masser af dramatisk indlevelse - der gjorde deres til at skabe nærvær og intimitet i en opførelse, der havde rammerne imod sig. FACEBOOK