Netop som man troede, at Hilary Hahns historie tegnede sig som mange andre hårdt pacede vidunderbørns, er der sket noget helt nyt. Helt traditionelt debuterede hun ellers med stort symfoniorkester tidligt – i Baltimore som 12-årig – og lige så snorlige har hun siden rejst verden tynd og spillet violinkoncerter af Sibelius, Beethoven og Brahms på de helt store scener.
Men måske var det ved at blive lidt kedeligt. For små fem år siden fortolkede kvinden med den perfekte teknik og den stålsatte vilje f.eks. violinsonater i det gamle Radiohus uden at sætte en finger forkert. Men også uden gnist overhovedet, og det kunne sagtens være gået helt i stå der efter 15 år på landevejen. I stedet er Hahn gået på jagt efter sin egen stemme. Med tyske Hauschka – alias Volker Bertelsmann, der er ekspert i at montere et flygel med alverdens sager, så det lyder som alt muligt andet end et klassisk instrument – har hun begået en improviseret hyldest til Island og sprækken ’Silfra’ mellem kontinentalsoklerne. De har lært hinanden at kende musikalsk gennem to års fælles improvisation, og så er de ellers gået i studiet i Island i en uges tid med åbne sind og masser af ideer. Tydeligvis. Fede improvisationer 12 spor er det blevet til med hver deres karakteristiske personlighed. Begyndende med afklaret stilstand på en enkelt violintone, fortsættende med pulserende minimalisme og højtravende dramatik i tiltagende volumener til en stor, kreativ rejse midt på cd’en med alle mulige lydeffekter og små klanglige begivenheder uden mål og med under den sigende titel ’Godot’. Netop den er et one-take uden efterfølgende klanglig bearbejdning, og det er det mest fængslende kvarter på udgivelsen. Der er noget med formlen. De begynder ofte i det stille og arbejder sig op i store udladninger, der indimellem trænger til nogle modstykker. Men grundlæggende er det nogle fede improvisationer. Det har ikke noget at gøre med leg med musikhistorien. Som f.eks. hos improviserende jazzmusikere. Det er improvisationer væk fra historien. Traditionsbrud.
