Lyt til artiklen
Det var godt at se en dirigent, der var stor nok til at sidde roligt nede bag andenviolinerne, mens klaversolisten kvitterede for orkestrets og salens bifald med et ekstranummer. Dirigenten var milanesiske Gianandrea Noseda. Ellers ingen lille mand med sine lange arme og høje krop; og så afgjort ingen ringe musiker.
LÆS OGSÅ Der var rød-glødende russisk salat i Koncerthuset
Det var Noseda snarere end den nytiltrådte maestro Rafael Frühbeck de Burgos, der gav os det mest glødende Verdis rekviem i de senere år med DR SymfoniOrkestret, og det var Noseda, der fredag og lørdag var tilbage for at dirigere musik, som klædte efterårets farver og vemod perfekt.
Nemlig Rakhmaninovs rugende, melodisk svulmende 2. klaverkoncert. Han fik orkestrets strygere til at samle sig og finde fylde i klangen.
