Det svingede og sang med lut, tamburin og fiol som den folkemusik, man forestiller sig på markedet i middelalderen. Eller også formede trompeterne og trommerne statelige marcher som teatralske ceremonier ved et hof i meget gamle dage. Jordi Savall og Concerto Copenhagen havde fat helt nede ved vores fælles europæiske rødder, og alligevel føltes musikken pudsigt nok meget fremmed. Men rigtig interessant og rigtig velklingende. Små, glemte danse For selv om orkestermusikken af komponister som Guillaume Dumanoir og Jean-Baptiste Lully fra slutningen af 1600-tallet eller G.F. Händel 50 år senere var skrevet med almindelige noder for forgængere til de instrumenter, vi kender fra symfoniorkestrene i dag, fik musikken en helt ny drejning i hænderne på Savall. De tre orkestersuiter lørdag var samlinger af små, glemte danse med hver deres karakteristiske trin. Enten bare bygget på rytmiske figurer fra gamle hofdanse eller i Lullys tilfælde balletmusikken fra hans opera 'Alceste'. Og præcis sådan lød det. Som dans. Ikke noget med elastik i tempoet eller utydelige markeringer af slagene som i romantisk orkestermusik. LÆS OGSÅBarokakademi lukkede Øresundsfestivalen med et ordentligt skud engelsk musik 1, 2, 3, 4 med guitar og tamburin, så alle i den stuvende fulde Garnisons Kirke kunne have rejst sig og danset i kæder. Nok virkede titler som gavotte, sarabande og gigue på forhånd ukendte for mange. Men i Savalls gennemmusikalske verden kunne alle helt umiddelbart og med kroppen forstå, at de dækker over måder at flytte fødderne på. 70-årige Savall fik tidligere i år Sonnings Musikpris for sit livslange arbejde med at grave i den europæiske musikhistories barndom og frem for alt puste nyt liv i den. Både som mesterspiller på gamben - den i dag næsten glemte krydsning mellem en cello og en guitar - og som praktiserende musikhistoriker. Altså, hvordan de gamle noder egentlig har været spillet og på hvilke instrumenter. Barokmusik lige i synet Forårets priskoncert var en lidt speciel affære med glimt af Savalls mange sider. Lørdag var bare barokmusik lige i synet. Der var simpelthen ikke noget forstillet eller højstemt over musikken - og der var vist heller ikke noget skel mellem musik med noder og folkemusik. Det handlede alene om nærvær, energi og spilleglæde. Som gambesolist med ryggen til orkestret og uden dirigent spillede Savall en suite af Georg Phillip Telemann. Igen dansesatser.
Og selv om strygerne fra Concerto Copenhagen og Savall kun sjældent spiller sammen, var det en opvisning i godt musikerskab med vitalt og konstant pulserende samspil mellem det specielle strygeinstrument med den sarte klang og de mange specialister bevæbnet med barokbuer og lette strøg. Med solist og orkester på konstant jagt efter hinandens fraser og markeringer. Det var ikke helt almindelig barokmusik med Savalls forkærlighed for sprød klang af lut og knipset cello - og selvfølgelig gamben i centrum. Et er, at musikken blev fortolket som en folkefest. Noget andet var, at der lå mange overraskelser gemt i de noder, Savall havde medbragt. Hvert værk begyndtes stringent med en højtidelig åbning som en indmarch ledsaget af en buldrende tromme og gammeldags trompeter. Men inde i værkerne var der plads til alt muligt. LÆS OGSÅTabte paradiser Ved siden af alle dansene fik vi inderlige melodier, pudsige rumlige virkninger med musikere placeret på bagscenen som ekkoer af det rigtige orkester og sågar et spillevende begravelsesoptog. Dumanoirs suite sluttede med et vildt stykke, 'Bourée d'Avignonez'. Titlen dækkede egentlig bare over et vers og et omkvæd, der blev gentaget igen og igen, hurtigere og hurtigere og af flere og flere musikere. Der kunne vi sådan set lige så godt have været til bal - med et helt vildt velklingende festorkester vel at mærke.
