Det kan godt være, verden er bundfrossen for tiden, og alt er gået i stå.
Men der var alligevel masser af publikummer, der fandt vej ud til Koncerthuset i den kolde DR Byen på Amager torsdag aften, og indenfor i den orangerøde, grottelignende koncertsal var der varme og musik. På Koncerthusets hjemmeside havde DR forud for koncerten lokket med, hvor smuk aftenens 25-årige kvindelige solist var – ville DR mon også gøre det med en ung mandlig solist? – men de kunne roligt have valgt i stedet at lokke med, hvor godt hun spiller. Udstadset Den skotsk-italienske violinist Nicola Benedetti var sat på programmet som hovedperson i Erich Wolfgang Korngolds violinkoncert. Noget af det mest melodisk smægtende og orkestreringsmæssigt smørmættede, man kan drømme om, og hendes tone på Stradivariussen var stor, saftig og præcis. Det klædte koncerten fint. Så kan det da godt være, hun havde malet munden og var iført høje hæle og en lyserød, kropsnær kjole. Men ærlig talt, DR, så er det vel stadig musikken, det handler om?




























