Tak. Simon Rattle sendte med  hænderne en takkende hilsen til  Carl Nielsen, hvis 4. Symfoni var  med på Sonningpris-modtagerens program.
Foto: Ditte Valente

Tak. Simon Rattle sendte med hænderne en takkende hilsen til Carl Nielsen, hvis 4. Symfoni var med på Sonningpris-modtagerens program.

Koncertanmeldelser

Sir Simon leverede bjergtagende vintersug i Koncerthuset

Simon Rattle demonstrerede sin »naturlige og kompromisløse musiceren«.

Koncertanmeldelser
FOR ABONNENTER

Du får prisen for at have placeret symfonisk musik tæt ved samfundets hjerte«, lød det fra dirigenten Michael Schønwandt i talen ved overrækkelse af årets pris.

Der var intet overraskende ved valget af Simon Rattle - alt virker logisk i hænderne på den 68-årige dirigent. Tempovalg, lydstyrke, orkesterfarve, balance.

LÆS OGSÅ

Englænderen med det krøllede hår og det skæve smil producerer ligefrem symfonisk musik, der er til at forstå. Og det mærkede alle både i Koncerthuset og på DR K lørdag aften, da han for første gang i sin lange karriere dirigerede Det Kgl. Kapel som tak for Sonnings Musikpris og den medfølgende check på 600.000 kroner.

Penge, han i øvrigt generøst skyndte sig at sende videre til Karajan-akademiet i sit eget orkester, Berliner Philharmoniker, til finansiering af en ung dirigents udvikling.
Nordisk program

Det var ellers lige ved, at sir Simon kom til at gemme sig selv med sit specialdesignede nordiske program med tre storværker fra de seneste 100 år af Jean Sibelius, Hans Abrahamsen og Carl Nielsen.

Højdepunktet blev nemlig Abrahamsens 'Dobbeltkoncert for violin, klaver og strygeorkester', hvor den dansk/tyske duo Carolin Widmann og Tanja Zapolski lagde salen ned med uudgrundelig naturpoesi.

LÆS OGSÅ

Med nøjagtig samme bjergtagende effekt som ved uropførelsen i Operaen for små to år siden fyldte Abrahamsens fire satser rummet med et poetisk tonemaleri af snevejr i forskellige afskygninger.

Det lyder måske simpelt i genfortællingen. Men den 60-årige komponists små systematiske klangbilleder af spinkle strøg og hvide tangenter havde en åbenhed og en ekstremt konfronterende natur. Ingen i salen kunne gemme sig for de sarte toner - komponist, musiker eller lytter. Så det blev en helt ekstraordinær fælles oplevelse af ligefrem skønhed.
Bannerfører

Simon Rattle har i 35 år været bannerfører for nye musikstykker, og her blev han så talsmand for et fænomen, der i endnu højere grad mistrives: genopførelser af samtidsmusik.

Der er fra tid til anden helt ny musik på programmerne, men de spilles stort set altid kun en gang. Og hvordan skal ukendt, banebrydende musik kunne få fodfæste på et enkelt øjeblik? Buddet herfra er, at får Abrahamsens koncert chancen 5-10 gange igen rundt i Europa, så forsvinder den aldrig fra programmerne igen.

Store ord, ja, men så smuk var oplevelsen.

LÆS OGSÅ

Han fik dog vist sine store evner til fulde, Rattle, med sugende udgaver af Sibelius' 7. Symfoni og Carl Nielsens 4. på hver side af Abrahamsens piblende klangverden. Rattle formede Sibelius' tungsindige dramatik som serier af tonerækker gennem sejt, vådt græs.

Som melankolsk folkesang med tyngde og klarhed eller blikket ned i en truende, bundløs sø i Finmarken.

Medrivende kontraster
Nielsens leg med de store kontraster mellem kulmination og ingenting, i symfonien med undertitlen 'Det uudslukkelige', blev en tilsvarende medrivende affære.

Symfonien er, som Abrahamsens dobbeltkoncert, skrevet til Kapellet. I 1916 i ly af Første Verdenskrig som et livstykke af symbolistisk karakter.

Instrumentgrupperne jagtede hinanden rundt i rummet som metaforer for modstand, glæde, tab og djævelskab. Og den slags musikfortælling er og var lige Simon Rattles gebet.

Fra en enkelt violintone til de voldsomste konklusioner på en logisk og fængslende facon.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce