Buehårene bristede, og harpiksen føg om ørerne på strygerne i Afiara String Quartet, når de skruede op for gassen i nogle af musikhistoriens vægtigste værker af Beethoven og Dvorák.
Kendskabet til kvartetten var forud for koncerten tirsdag stærkt begrænset. Men deres energi alene, der også ramte P2’s sendeflade, berettigede fuldt ud deres store danmarksturne.
Der var godt fyldt i Birkerød Kammermusikforenings hovedsæde, Mantziusgården, midtvejs på turneen, der med 22 koncerter bringer dem rundt i det meste af landet.
LÆS OGSÅ
Det vil sige rundt om på Sjælland den kommende tid med koncert i Den Sorte Diamant i København på tirsdag. Internationale ensembler kommer sjældent så meget rundt, og det er synd.
For det giver græsrødderne de små steder, som i Birkerød, mulighed for at byde ind på navne, de ellers ikke kommer i kontakt med.
Aftenens kunstneriske højdepunkt blev ikke uventet de fire canadiskfødte strygeres fortolkning af Beethovens Strygekvartet nr. 16, komponistens sidste værk, hvor han som i de øvrige såkaldte gale kvartetter udfordrede grænserne for genren på det skammeligste med heftig dramatik på alle mulige måder.
Større og større
Ideelt set kan musikken formuleres som et langt flow af væsensforskellige kapitler, og selv om den røde tråd hos Afiara måske ikke var helt ensfarvet hele vejen igennem, fortalte de smukt historien med varmblodet strygerklang og intelligent tegnsætning overalt i teksten.
De enkelte afsnit klang skiftevis som pivåbne spørgsmål, mandhaftige udråb, jovial sang og stille konstateringer.
Og så var det, Afiara afslørede, at de imponerende nok havde et gear mere under motorhjelmen med Antonín Dvoráks 13. strygekvartet.
Hvor Beethovens søgende toner er sat op i passager i nænsom kontrast til hinanden, blev den tjekkiske komponists store syngende melodier slynget ud i hovedet på publikum som lyn og torden.
Eller præcis det modsatte. Fire gange i løbet af den afsindig smukke andensats begyndte de fra ingenting og byggede større og større klange med støt tiltagende intensitet op til nogle rigtig voldsomme konklusioner. Hvor de viste, at de er rigtig dygtige til at håndtere lange spændingskurver.
Omgang med modsætninger
Medmindre Danmarks Radio udlignede forskellene i lyden mere end sædvanligt, må lytterne til P2 Koncerten være blevet godt irriteret over at skrue op og ned for radioen for at finde et tåleligt niveau. For Afiara spillede skønt med kæmpe forskelle i temperament og volumen.
Afiara har spillet en del konkurrencer og er bl.a. blevet toer i den tyske tv-station ARD’s kammermusikkonkurrence. På samvittigheden har de bl.a. en stor mængde uropførelser af nyskrevne værker. Men det virkede absolut ikke, som om de klassiske hovedværker var fremmede for deres bramfrie fortolkninger.
LÆS OGSÅ
Samme letforståelige omgang med modsætninger som hos Dvorák fik vi at føle med koncertens korte indledende besøg i den unge Dmitrij Sjostakovitj’ bittersøde Sovjet-univers.
Det begyndte med dyb melankoli i en kulsort klagesang på slavisk vemodsmelodi og sluttede i udflippet polka, som god samfundsopbyggende, socialistisk underholdning sat på lidt for høje omdrejninger og derfor fuldstændig grotesk.
fortsæt med at læse
