Følger man lidt med i det klassiske musikliv, er det ingen hemmelighed, at det i efterhånden en del år har været splittet i to hovedspor. Der er musikere, der dyrker musikken, som den har været spillet siden dengang, farfar var dreng. Og der er dem, der spiller vildt og energisk, inspireret, som de er, af teorier omkring historisk opførelsespraksis og brugen af instrumenter, der ligner dem fra komponisternes samtid.
Næsten total nydelse Tokyo String Quartet tilhører den første kategori. At dens æstetik og udtryk stadig har fuld gyldighed, demonstrerede de fire medlemmer ved deres besøg i Diamanten tirsdag. Programmet begyndte og sluttede med henholdsvis Haydn og Beethoven. Blev førstnævntes kvartet i G-dur fra samlingen opus 64 spillet med en smagfuld afbalancering strygerne imellem, der må betegnes som gennemkultiveret, så blev Beethovens sene kvartet opus 131 leveret med så uendelig lyrisk nænsomhed, at nydelsen var tæt på total. LÆS OGSÅTilbagelænenede symfonier kørte på kedelig autopilot Nogle vil måske sige, at Tokyo Kvartettens 20 minutters Haydnopvarmning var lidt for pæn.
En bund af cello Man fik ikke oplevelsen af Haydn som den sprælske fætter, men opførelsens sikkerhed og hele den måde, hvorpå de fire stjernestrygere byggede musikken op på en bund af omhyggeligt kalibreret cellospil, var uangribelig. Så fulgte noget, man ellers ikke hører meget i disse år. Nemlig en kvartet af tyskeren Paul Hindemith, der døde i 1963. Hans claim to fame er hovedsagelig netop hans kammermusik. Inklusive seks strygekvartetter, hvoraf den fjerde fra begyndelsen af 1920’erne er præget af den inspiration fra barokmusik, som komponisten kultiverede i mellemkrigstiden. Fin lavmælt intensitet Det forhindrede dog ikke de fire Tokyostrygere i at levere Hindemiths musik med en følsomhed, der strålede ud som gennem støvede glasplader. Resultatet var en fin og lavmælt intensitet, der dannede kontrast til musikkens motorisk-energiske afsnit. Var Haydn og Hindemith i orden, så løftede Beethoven koncerten til det fremragende. Det er sjældent at opleve så perfekt afstemt en opførelse, som firkløveret i den i dag mere end 40-årige strygekvartet med det japanske navn her præsterede.
Melankolsk fuga Hvor Hindemith indleder sin kvartet med fugainspiration fra Bach (ved denne koncert desværre saboteret af en ringende mobiltelefon), så giver Beethoven os til en start en overvældende melankolsk fuga af dybt personligt fabrikat. At realisere denne musik så afspændt og organisk og alligevel så præcist og koncentreret, som Tokyo String Quartet gjorde, er stor ros værd. LÆS OGSÅDirigentens revolution fortsætter At koncentrationen skred en anelse hen imod slutningen af det mere end en halv time lange værk, er tilgiveligt. Det ødelagde ikke denne anmelders nydelse ved en fortolkning, som nok holdt sig inden for apollinsk afbalancerede rammer, men som samtidig lyste af erfaring med og kærlighed til musikken. Hvad spiller man som ekstranummer efter noget så definitivt som dette? Svaret var nogle raffinerede, kalejdoskopisk forandrede spøgelsesakkorder af den nulevende tyske mester Wolfgang Rihm. Bravo og tak - også for det. FACEBOOK