Otte dage er der gået, siden Adam Fischer og Underholdningsorkestret skød deres Beethovenserie i gang med et slankt og sønderlemmende ridt gennem den femte symfoni og den femte klaverkoncert. I det blændende lys fremstod den russiske dirigent Dmitrij Kitajenkos midtsøgende fortolkning torsdag af den første klaverkoncert temmelig uinteressant. Alle dirigenter behøver ikke at fortolke som Fischer, men ambitionen om at ville rykke ved opfattelserne af de store klassikere er vel nødvendig for enhver dirigent? Ingen primær idé Sagt venligt var Kitajenkos primære idé at give god plads og god tid til brasilianske Ortiz ved tangenterne. Sagt kritisk virkede det ikke, som om han overhovedet havde en primær idé. LÆS OGSÅDirigentens revolution fortsætter Tempoet var godt tilbagelænet, fraserne utydelige og orkesterklangen bred. Det overordnede indtryk blev, at det, der skulle virke nænsomt, lød tilbageholdt. Og med den fremadstræbende dramatik på autopilot. Fløjshandskerne kom aldrig af Alene den afsluttende rondosats havde fart og vitalitet, men det var slet ikke nok til at efterlade indtrykket af potent nutidig forvaltning af den store arv fra Beethoven. '

Det er helt o.k., at mandens musik ikke altid kommer til at lyde som nævekamp med bare hænder, sådan som Underholdningsorkestret får den til for tiden. Men Kitajenkos fløjlshandsker gjorde ikke noget godt for nogen. Velsmurt klaverspil Christina Ortiz var nu en sikker fortolker med lyrisk og velsmurt klaverspil. Nogen hardhitter bliver hun aldrig, og uden de nødvendige trykstreger i fraserne forsvandt melodierne ind i orkestrets voluminøse klang. LÆS OGSÅBeethoven med knald på gik rent ind Hendes lille perlende livtag med Chopin som ekstranummer viste masser af temperament og poesi, og det gav en klar fornemmelse af, at hun som solist var uheldigt matchet med sin dirigent. Ortiz kunne blive et langt mere interessant bekendtskab i en anden sammenhæng. Russiske skatte Hvor det var svært at mærke Kitajenkos aftryk på Beethoven, fik publikum en fuldgyldig oplevelse af mandens spidskompetencer i Prokofjevs fjerde symfoni efter pausen. Det var den russiske musik, der gjorde dirigenten til en skattet gæstedirigent for orkestret i halvfemserne, og den tråd lykkedes det fint at samle op. 1947-versionen af symfonien - som Prokofjev udarbejdede som et massivt folkesocialistisk klangmaleri - havde fra begyndelsen masser af energi i konstant jagt på alle de heftige konklusioner.
Smuk og skæv blanding Der var både god plads til, at orkestrets fine blæsersolister kunne stikke hovedet op over orkestrets klangflader fra væg til væg - og en klar linje fremad. En smuk og skæv blanding af bistre og militante kraftudladninger med en lille snert af ironi og mere tilforladelig charme i lange passager af skønsang.
LÆS OGSÅ'Forsvundet' Beethoven-værk genopstår På den måde cementerede Kitajenko med de væsensforskellige resultater med Beethoven og Prokofjev en klar pointe. Den udvikling, der har præget ensemblerne og kammerorkestrene de sidste 30 år med stigende specialisering i genrer, stiller også nye krav til de store omnipotente symfoniorkestre. Det er ikke kun barokmusikken, der skal have særbehandling. Heller ikke den klassiske og tidlige romantiske musik kan længere afleveres med storladen attitude på midten af en vibrerende orkesterklang. Ingen kan længere det hele. FACEBOOK