En samlet udgivelse af Beethovens ni fuldendte symfonier er den ultimative magtdemonstration, hvad klassiske pladeudgivelser angår.

Sådan har det været siden Herbert von Karajans dage. Og det er og bliver dirigenten, der står i centrum i den slags projekter. Uden Beethovens noder kunne de selv sagt ikke realiseres. Det er klart nok, men det handler på sin vis ikke om symfonierne. Dem kender klassiske pladekøbere i forvejen ud og ind. Indspilninger findes der i forvejen hundredvis af. Det handler om, hvad dirigenten stiller op med noderne, og der er ikke så lidt iscenesættelse over disse Beethoven-sæt, hvad man kan forvisse sig om ved at se de fotoserier af orkesterdomptørernepå coveret og i pr-materiale. Lyden af guld At indspille alle Beethovens symfonier med et af de ultimative europæiske symfoniorkestre som det tyske Gewandhausorkester fra Leipzig er i sig selv magtfuldt, og dets chefdirigent, Riccardo Chailly, har nu lagt sit bud oven i bunken. Til en begyndelse skal siges, at det lyder fremragende. Selve lyden af Gewandhausorkestret er lyden af guld. Præcision er en selvfølge for disse musikere. Næppe en node sidder skævt, og orkestret kan manøvrere superpræcist uanset tempoet. Det giver Chailly mulighed for at skabe det perfekte kompromis. Mens han med den ene hånd holder fast i den store centraleuropæiske orkestertradition med al dens mahognipolerede tyngde og skinnende perfektion, dirigerer han med den anden sine tropper igennem de ni symfonier med en fremdrift og hurtige tempi, der tydeligt er inspireret af tidens trang til opførelsespraksis og periodetro fortolkninger af wienerklassikerne.
En berusende strøm af champagne Den syvende symfoni, som af Wagner fik tilnavnet ’dansens apoteose’, fungerer på disse præmisser som noget af det mest fremragende af sættet. Musikken danser, mens alting flyder af sted i en berusende strøm af champagne, hvor hver enkelt boble står skarpt i glasset. Omvendt bliver en symfoni som den første for presset i flere overledende passager. Man mærker fremdriften som stress på de steder, hvor musikken helst skal være bøjelig i sine hængsler. Riccardo Chailly og hans orkester har indspillet deres Beethoven-sæt i forlængelse af en serie opførelser af symfonierne i Wien, Paris og London. Man mærker, at dette er levende musikmageri. Den rene vare Den spændstige spillestil og den på en gang mørke og gyldne orkesterlyd er en nydelse. I anden symfoni er der plads til milde smil. Tredjesatsen danser, uden at musikkens accenter overdrives, men i femte symfoni presser Chailly farten lige til stregen. Man kan med rimelighed sammenligne Chaillys samlede Beethoven-sæt med Claudio Abbados, hvis tilsvarende sæt med Berlinerfilharmonikerne blev indspillet for ti år siden. Abbado tilstræber præcis samme balance mellem tradition og opførelsespraktisk nybrud.