Så fik man hørt det med, og som Jakob Bro sagde, så var det da vist også første gang. Altså at guitaristen og hans trio spillede Elvishittet 'Love me tender'. Men det var smukt og tudeenkelt gjort af de tre fyre i slidte T-shirts, som for tiden er nogle af dem, der klarest sætter farten i dansk jazz. En hastighed, der nota bene er ganske, ganske langsom, og som åbner for skønheden i det simple. LÆS OGSÅGuitarist skabte magi i Diamanten Bassisten Anders 'AC' Christensens blødt vandrende fingre og Jakob Høyers på en gang enkle og innovative figurer med brug af kølle på trommerne gik i symbiose med Jakob Bros elguitar. En fyldt Paradise-jazzklub fik en klassiker at gå hjem på, der som det eneste nummer denne aften ikke var skrevet af kapelmester Bro selv. Men som med sin amerikanske tyngde og sin klare balladekarakter alligevel matchede to af aftenens musikalske stikord. Det uendelige i det enkle For det var det enkle, ufortyndet stemningsdyrkende univers fra Jakob Bros mesterudspil 'Balladeering', der udstak rammerne hos Paradise Jazz i Huset. Jakob Bro udgav pladen 'Balladeering' forrige år. Den blev indspillet med amerikanske jazzlegender i New York, og tirsdag blev materialets slidstyrke endnu en gang bevist med et arrangement af et af numrene, som typisk for Bros musik lod to stemmer vandre parallelt over frit puslende trommer. Uanset om det, som ofte på pladen, er to guitarer, der farver hinanden, eller om det er guitar og bas, så giver det musikken noget helt særligt, og der er ikke mange bassister, der kan matche AC's timing og genrekrydsende plekterspil. Resultaterne var enkel, melodisk musik, der trækker lige så meget på amerikansk folk, rock og country som, dybest set, på vintage cool jazz. På papiret ser melodierne og harmonierne dybt banale ud. I realiteten var Jakob Bros trio i stand til at udnytte dem til at vise det uendelige i det enkle. Ægthed og ro En blues understregede inspirationen fra 'Twin Peaks', mens ’Roots’ med sin supersimple melodi og ditto akkorder fik lov at stå som en ren slutning på første sæt. Bare som et tema. Helt uden udvikling eller fræsende soloer. En countryballade løftet til jazzkunst. Jakob Bro har turdet tage fat i en personlig og simpel musik, og han har fat i en lang ende. Selv når guitaristen med et skævt smil tog en klichéfigur i fingrene og lod den stå ærligt og urørt på strengene, virkede det overbevisende. Det gør det, fordi der er ægthed og ro i hans musikalske projekt. Sætter farten i dansk jazz Enkelheden fik balance og krydderi fra guitaristens brug af effekter, og ofte var det en kapelmester siddende på hug nede ved sit arsenal af pedaler, der bidrog med elektroniske og forvredne klange. En trommesolo som den, Jakob Høyer var sat til at spille i andet sæt, er faktisk en forstyrrende unødvendighed i dette univers. Det er fraværet af udvendighed, der er styrken hos Jakob Bro. LÆS OGSÅGuitaren er jazzens svære instrument Man mærkede hans ærlighed og sky væsen, når han rigtig mange gange takkede publikum, der denne aften tydeligvis bestod ikke mindst af en fanskare af unge musikere, som kender og dyrker ham. Med god grund. For Jakob Bro og hans jævnbyrdige i trioen er som sagt blandt dem, der sætter farten i dansk jazz. At de i Bros univers gør det med langsom hastighed, inderlighed og loyalitet over for kapelmesterens mod, gør det kun mere imponerende.