Egentlig passer det ikke vores danske gemyt, at nogen sådan stiller sig op og demonstrerer deres overlegenhed. Uden at søge kontakt med det publikum, de spiller for, og – som det var tilfældet ved Leonidas Kavakos’ sonateaften – uden at prøve at hjælpe publikum ind i fortolkningerne af de klassiske værker, de spiller. For os ude i salen var det bare at hænge på og følge med, mens den græske violinist åbnede op for musikken ved selv at søge ind i den. Med os andre på slæb. Af Beethovens 10 violinsonater havde Kavakos valgt den sjette i A-dur. Med tøvende elegance og en bemærkelsesværdigt overlegen kontrol over tonedannelsen spandt han silketråde med dugperler på. De små åbenbaringer, vi erfarede hos Beethoven, var skabt ved nedtoning.
Man oplever mere i naturen, hvis man selv holder kæft og bevæger sig forsigtigt. Samme adfærd udviste Kavakos. Med ham som opmærksom fører fik vi en spændende vandring ind i A-dur-sonatens til dels melankolske landskab.
