Der findes folk derude, som hårdnakket vil påstå, at weekendens eneste folkemøde fandt sted på Bornholm.
Men det er kun den halve sandhed. På Refshaleøen i København løb Danmarks største metalfestival Copenhell nemlig af stablen.
En festival som med stålsat vilje går metallens ærinde i et festivallandskab, der ellers har det med at favorisere den brede folkestemning og ikke altid har været lige god til også at servicere Hr. og Fru Danmarks langhårede afkom, der nu engang hellere vil høre dødsmetal end dancehall.
På festivalens første fuldt programlagte dag, fredag, var det svenske Ghost, der stod for, ja, underholdningen. For selv om teksterne hylder satan i ublu vendinger, er Ghost galopperende kitsch.
De ser benhårde ud. Men den drabeligt udseende forsanger Papa Emeritus II’s stemme er med til at blødgøre Ghosts udtryk. Den minder mere om Per Gessle fra Roxette end om de fleste andre metalsangere. Og fred være med det.
LÆS INTERVIEW Copenhell-aktuelle djævlerockere: »Satan er cool. Han er coolere end alt andet«
Men på Copenhell lod netop Emeritus’ vokal en del tilbage at ønske. Det kutteklædte band spillede derimod glimrende, og numre som åbningsnummeret ’Per Aspera Ad Inferi’, ’A Secular Haze’, der går i valsetakt, og naturligvis det store sataniske heltekvad ’Year Zero’ trak solide stik hjem.
Den bagende sol gjorde dog sit for at flå magien ud af foretagendet i krampagtig dødsslalom med Ghosts mindre solide materiale med den kikset-corny ’Stand By Him’ som det grelleste eksempel.
Alice in Chains overvandt katastrofe
Bedre gik det på festivalens største scene, hvor hovednavnet Alice in Chains gjorde det umulige og vandt over det, der ikke må ske. En generator bag scenen brød sammen og afbrød koncerten i 20 stive minutter.
Bandet lagde ellers solidt fra land med totrinsraketten ’Them Bones’ og ’Dam That River’, der også åbnede deres hovedværk ’Dirt’ fra 1992 og som slog fast, at selv om grungegiganterne fra Seattle var festivalens mindst metalagtige booking, klædte deres tungt kværnende 90’errock tilsat dragende mandevokalharmonier Copenhell ganske glimrende.
Metaludgivelser er fornem dødsgalop til underverdenenOg da bandet kom tilbage på scenen og begyndte ’Stone’ fra det seneste album ’The Devil Put Dinosaurs Here’ præcis på samme akkord, hvor strømmen forinden slog selvsamme sang ihjel, var det svært ikke at tilgive dem for en lidt jappende version af den ellers så majestætisk tunge ’Hollow’.
Som da også blev gjort til skamme af en stærk afsluttende ’The Rooster’, hvor bare mandemaver klaskede mod hinanden i ømme omfavnelser og knyttede næver af nostalgi hævede sig mod den tusmørkeblå aftenhimmel. Sådan håndterer man et strømsvigt.
Himlen stod i et med havet
»Har I sovet godt, for fanden?«. Sådan lød det retoriske spørgsmål fra den velgrowlende frontmand Thomas A.G. Jensen, der sammen med resten af det danske band Saturnus på smukkeste vis gav festivalen øjne om lørdagen med deres tunge atmosfæriske doom-metal, imens solen igen stod højt på himlen over Refshaleøen.
Bare få timer efter stod selvsamme himmel imidlertid i et med havet, da et nådesløst regnvejr væltede ned over pladsen og gjorde det overordentlig trangt i festivalens store øltelt, Biergarten, hvor skiftende djs genererede fællessang ud af klassikere som Panteras ’I’m Broken’ og Rage Against The Machines ’Bullet in the Head’.
Ironisk nok var selvsamme uvejr – heldigvis – drevet videre østpå, da fem hærdebrede ungarere under navnet Bornholm gik på. Bandet er nu ikke er opkaldt efter øen i den dejlige Østersø, men derimod bornholmsk syge, som dog har sit navn fra den danske klippeø.
Et af sygdommens mere uvidenskabelige symptomer er, at det angiveligt føles som om, djævlen selv griber fat om din brystkasse og trykker til.
Set gennem de briller er Bornholm et ret solidt navn til et black metal-band, også selv om ungarerne bevæger sig ud i genrens mere melodiske forgreninger på en sang som ’...on the Way of the Hunting Moon’, imens den mere brutale ’The Call of the Heathen Horns’ i højere grad viste hugtænder.
Forsanger Bertalan Csala, der bærer kunstnernavnet Sregh skreg som et forurettet barn med hidsigt udspilede øjne, og sammen med de to velspillende guitarister udgjorde han Bornholms største styrke, imens Krøllebølle bag tønderne, Dávid Juhász, savnede præcision i sit spil.
Spasmager og frådende urmenneske
Med lige så meget skæg som der var hår, indtog supergruppen Down Helviti-scenen som en slags metallens svar på Nick Cave and The Bad Seeds med den forhenværende Pantera-frontmand Phil Anselmo i front som lige dele spasmager og frådende urmenneske.
Med stolt henvisning til sit mellemnavn Hansen fik han også slået fast, at de danske aner løber i hans blod. Det samme gjorde øjensynligt også et solidt antal bajere. Men Anselmo havde styr på sin brandert og sammen med resten af et hårdt, præcist og velspillende Down leverede han den bedste koncert på årets Copenhell.
LÆS OGSÅ Copenhell: Dansk metalkonge mistede livet i to timer
Down spiller en gyngende groovy southern metal med tunge stoner-elementer, der til trods for genrens selvsikkert vuggende og i glimt nærmest tilbagelænede måde at spille på fremstod både professionelt og stærkt medrivende på tunge perler som Dimebag-hyldesten ’Lifer’ og den afsluttende ’Bury Me In Smoke’.
Nok er Anselmos stemme ikke, hvad den var engang.
Men Down som helhed holdt helt ind i helvede – samtidig med at bandet formåede at holde en gedigen metalfest, der mindede samfulde fremmødte på, at metal også handler om at have det sjovt.
Lørdag aftens mest spektakulære show stod den danske metallegende King Diamond for, da han ved midnatstid lørdag lukkede og slukkede på både forrygende teatralsk og velsyngende vis. Og det efter at have overlevet en triple-bypassoperation i 2010. Der er liv efter døden. Og i høj grad også på Refshaleøen.
fortsæt med at læse
Sommeren over indfanger Politikens fotografer byens kroppe
