Fra og med på torsdag rykker både Helvede, Pandæmonium og Hades en del tættere på, end vi landkrabber er vant til.

Det skyldes dog, og nu formoder jeg, ikke dommedag, men derimod Danmarks største metalfestival, Copenhell, der finder sted på Refshaleøen i København, og som har opkaldt sine tre scener efter diverse dødsriger.

LÆS OGSÅ Argghh. Det skal ud, det indre monster!

Men ligesom med hunde gælder det om ikke at skue metalmusikerne på hårene, heller ikke, selv om der traditionelt set ofte er grobund for sund hårvækst inden for netop denne genre.

Faktisk er det svenske band Ghost, det kutteklædte mareridt på billedet ovenfor, rent musikalsk noget af det blødeste, der gæster dette års Copenhell. Hvilket kun slås fast med rustne søm af den spiselige slags på gruppens andet album, ’Infestissumam’.

Stilen er melodisk metal med utilslørede progrockreferencer, masser af munkekor, flommefede keyboards og et helt ukueligt popøre, som kun svensken kan mønstre. Det er nærmest Abba-metal – bare med en satanisk slagside, der indimellem bliver lige vel komisk.

Men på numre som den syv minutter lange vanvidsodyssé ’Ghuleh/Zombie Queen’ og det efterfølgende højdepunkt, den monumentale og helt forrygende ’Year Zero’, er det kropumuligt ikke at lægge sig fladt ned på maven over Ghost.

Gamle kendinge
Noget nemmere er det at afskrive et band, der havde deres storhedstid for tyve år siden. Men Seattle-bandet Alice in Chains holder fanen forbløffende højt på deres femte studiealbum, som er deres bare anden plade, siden gruppen mistede sit vartegn, frontmand Layne Staley, der døde af en overdosis i 2002 i en alder af bare 34.

Hans sko er svære at fylde ud. Men at det går virkelig godt for Staleys arvtager, den nye stemme i Alice in Chains, William DuVall, behøver man blot at lytte til det fremragende åbningsnummer, ’Hollow’, for at kunne konstatere.

Det er et ubønhørligt tungt og dragende brøl af en indgangsbøn, som følges op af de ligeledes glimrende ’Pretty Done’, ’Stone’ og den sødmefulde ’Voices’.

Det er et stærkt åbningsfirkløver, som dog desværre viser sig at sætte barren for højt på resten af albummet, der med sine 67 minutter simpelthen er for langt til at holde intensiteten i bandets morterkværnende grungemetal i skak.

Dødslaviner af vellyd

Et album, der er i konstant dødsgalop, er andet album fra den danske thrashmetaltrio Essence.

At lytte til ’Last Night of Solace’ er som at stikke hovedet ud af en jetjager i høj fart, hvilket først og fremmest skyldes et band, der spiller, som var de til OL i thrash, men også, at albummet er produceret af Peter Tägtgren fra det svenske dødsmetalband Hypocrisy.

LÆS OGSÅ

Han har gjort et fornemt stykke arbejde på et album, hvor lyden af trommeslager Martin Haumanns buldrende dobbeltpedal rammer en noget nær perfekt blanding af maskingeværsalver og altødelæggende dødslaviner af vellyd.

Essence mister sjældent pusten, men den mere tilbagelænede ’Opium’ er en ærgerlig maveplasker i både lyrik og intensitet, selv om den ellers mestendels absolut velgrowlende forsanger, Lasse Skov, brøler som en stukken gris på denne sang, der skæmmer lidt for et ellers overbevisende andet album, der lover godt for Essence, der lukker Pandæmonium-scenen lørdag aften.

fortsæt med at læse

Satan til metalfest: Copenhell var en tung triumf