Han får måske lidt mere fandenivoldsk temperament, for hver gang han kommer, men der er ingen træthedstegn at spore hos den hvidhårede klaverekvilibrist.
Han udvider bare territoriet for sine temmelig suveræne fortolkninger af den klassiske musiks store milepæle. Onsdagens opvisning i Tivoli var delt mellem Ludwig van Beethoven og Robert Schumann som en dybt fascinerende og nærmest skræmmende medrivende rejse. Beethovens disciplinerede vildskab i de to sonater med tilnavnene ’Måneskin’ og ’Waldstein’ og Schumanns labyrintiske og helt igennem poetiske landskaber i ’Davidsbündlertänze’ og den første sonate. Pedalen i bund Få som Schiff formår at spille på så mange aspekter af klaverets muligheder. Efter behag og minutiøs overvejelse ændrede han undervejs sin klang fra klar og distinkt til mørk og blød eller skruede op og ned for volumen, tempo og tyngde, som om det var en mikserpult, han sad foran, og ikke et helt almindeligt akustisk flygel. Alene begyndelsen med ’Måneskinssonaten’, der med al førstesatsens ligefremme skønhed og anvendelse i film og tv minder om en ufarlig popkliche, fik han til at klinge, som om han hev den ned fra en urørt nodehylde.
