Der har altid været noget grundlæggende paradoksalt over amerikanske Steely Dan. Bandet har opkaldt sig efter en dildo i William Burroughs roman ’Naked Lunch’, men har samtidig fyldt den pænere del af middelklassens cd-reoler op med artigt arrangeret toner. Der er stort set ingen konflikter eller ridser i Steely Dans tilbagelænede og gnidningsfrie fusionsfunk, men i teksterne samles skyggerne og en kynisk ironi til en bidsk modvægt.
Vibrerende dobbelthed
Kernen i bandet er de to ærkenewyorkere, Walter Becker og Donald Fagen, der måtte forlade det menneskeboblende jazzmiljø i New York for at ramme den musikalske guldåre isoleret i Los Angeles’ lydperfekte studier. Her burede de sig op gennem 1970’erne inde som et rent studieband, der med skiftende supermusikere holdt en høj frekvens af albumudgivelser til musikkritikernes store begejstring. Så gik de fra hinanden i 15 år for overraskende at vende tilbage som et liveband, der lige nu er i gang med sin største verdensturné nogensinde. Det er ikke let at blive klog på Steely Dan. Og det er også en del af hemmeligheden bag deres musikalske kunst: den vibrerende dobbelthed, der trækker i hver sin retning af det samlede billede. En dobbeltheds paradoksale drivkraft, der mandag aften blev stillet til skue for et ekstatisk publikum i Falconer Salen.
