Den forventningspiftende sal var henlagt i et basbrummende mørke og en grøn røg, der som voksende vattotter spredte sig ud over publikum. På scenen dannede de vertikale lysstandere en kultisk cirkel, Spleen Uniteds fem tavse skygger trådte ind i.
Ført an af den hætteklædte Bjarke Nieman var de klar til at udføre aftenens ritual: storbyungdommens weltschmerz skulle uddrives med skamløse synthesizerfigurer og massive bas-angreb på mellemgulvet. Massive keyboardklodser I grunden et ældgammelt renselsesritual og en urban kliché, men halvanden time senere havde de fem musikere med overbevisende konsekvens og massive keyboardklodser sat ild til kroppen og brændt tungsindet af. Gentagelse eller ej, er dét ikke et tilbud, man skal sige nej til. Indledningsvis brugte Spleen United ’High Rise’ og ’My Tribe’ til at finde ind i det fornøjeligt kværnende spor, de har skabt med det seneste album ’Neanderthal’, hvor den tunge synthrock er isprængt rave, euro-dance og house.
