Naturligvis ruskede vinden pludselig i Enghaveparkens grønne trækroner, mens regnen faldt strengt og tropisk, da et par tusind københavnere fandt sammen fredag aften til Strøm Festivals elektroniske asfaltbal. Det her er 2011, og lige meget om du kalder dig Roskilde, Smukfest eller Prince, kan du åbenbart ikke sende toner mod himlen uden at forvente et vådt svar.
LÆS ANMELDELSE Prince var ren regnvåd ekstase - så længe det varede
Sejrede over sommerregnen
Men den unge engelske dj Lone skuttede sig ikke bag sin elektronik.
Gennem regn og slud skal beatet ud, og med et heftigt dj-sæt lagde Lone en aggressiv linje af drum’n’bass, forceret house og maltrakteret eurodance. Små iltre melodier i vakuumpakkede manipulationer blev med variation pacet frem af det hidsige tempo, der helt sikkert ville passe bedre i en dunkel klub end i Enghaveparkens romantisk anlagte græsplet.






























