Som han står der midtvejs i koncerten og svajer på scenekanten, ser han ikke ligefrem stærk og sund ud. Med flagrende sort hår, flammende rød skjorte og en modsvarende gulbleg ansigtskulør rundt om et tomt blik ligner Primal Screams forsanger et øjeblik en, der alligevel ikke har kræfterne til at gennemføre showet og rejse 20 år tilbage. Til dengang, det hele var noget sjovere, og bandet fra Glasgow satte lyd til tidsåndens festligt sammenrystede mikstur af rock, soul, dub, house og ikke så lidt ecstasy på hovedværket ’Screamadelica’. Gonna get high ’til the day I die Det turnerer de nu rundt i Europa med i en form for jubilæumsnostalgi, man let klistrer fast i, og den selvbevidst slingrende Bobby Gillespie oppe på scenen er nok klar over, at Primal Scream uden mindeværdige udgivelser i ti år står stille i tidens kviksand.
LÆS ANMELDELSE Primal Scream genudgiver sange dyppet i syre
Men i samme sekund, den tanke farer gennem baghovedet, vrænger Gillespie den halvåbne mund ud i et grumt smil, trækker mikrofonen ind til sig og synger: »Gonna get high ’til the day I die«. Han giver sig ikke uden kamp, og den her koncert får ikke lov at sætte sig som et mageligt erindringsglimt på sidebenene. Med en diabolsk uro i sin tilstedeværelse river Gillespie sangene ud af fortiden og giver dem en sammenbidt nerve, der tromler al skepsis ned. For en stund. Det er let at antænde et publikum, når åbningsnummeret automatisk falder på den soulsvingende og håndklappende rocker ’Movin’ on up’. Et fyldt Store Vega overgav sig da også øjeblikkeligt med dansende begejstring, mens det solstrålende pladecover lyste psykedelisk i alle retninger. Som et forvarsel. For selv om en mere bastant rockende ’Slip Inside This House’ og en gospelvibrerende ’Don’t Fight It, Feel It’ herefter faldt i overensstemmelse med albummet, valgte Primal Scream at omarrangere rækkefølgen og samle de mere udsvævende kapitler som ’Damaged’ og ’Inner Flight’ i en langt syretrippende stykke. Guitarens dominans I midterstykket tog Primal Scream os med på en psykedelisk sviptur mellem dryppende farveklatter, sænkede musikken ned i den boblende syrerockgryde og landede undervejs med det sårbare efterskælv i kroppen efter suset fra højderne, før det kulminerede i en dub-gurglende udgave af ’Higher Than the Sun’ med indskudte sætninger fra Bo Diddley. Til sidst lettede festen igen under albummets signaturtrack ’Loaded’, der med blødt opbrudte beats og brølende soulkor førte frem til den afsluttende fællessang på episke ’Come Together’.
