Med discokugler i ryggen, et basbuldrende lydbillede og Stefan Kvamm som en dansende dj, der hvor trommesættet plejer at stå, var det en forandret Peter Sommer, der gav koncert på et udsolgt Lille Vega onsdag aften.
Væk var den folkrockende midnatssjusker med det garvede blik, og i stedet stod vi over for en sort silhuet af en elektronisk crooner i brændende rødt modlys.
Guitaren til side
Det var ikke en Peter Sommer midt i vadestedets forvirring, som man kan møde ham på det aktuelle album, ’Alt forladt’, men en sanger, der nu er kommet ud på den anden side for at fremstå stærk og uden tvivl i sit nye udtryk.
Den dystre stemning bor stadig i sangene fra det kuldslåede skilsmissealbum, der som en sort krage kredser om den sårede manddom, men på scenen bevægede Peter Sommer sig kamplysten langs den markante brudlinje, som ’Alt forladt’ tegner i hans karriere. Og privatliv.
LÆS ANMELDELSE Peter Sommers skilsmissealbum dræner lytteren
Guitaren er stort set lagt til side, men ude i den ene side gemte Palle Hjorth sig bag sine tangenter, og i den anden stod Søren Zahle som altid vagt med sin guitar. Men det var beatmageren Stefan Kvamm, der fra sin plads bag en lille maskinpark i baggrunden styrede de musikalske løjer.
Hjort lagde skam natblå klaverfigurer ind de helt rigtige steder, og Zahle tegnede med sit guitarspil melankolien op, men koncertens sange, der stort set kun var hentet fra det nye album, blev bygget op med dunkle beat og elektroniske klangflader. Med en myndigt sangbrummende Peter Sommer i front.
Nye sider af gamle sange
Efter at have åbnet med en mere diskofil udgave af ’Tvivlen er i huset (del 1)’ kom de egentlig desillusionerede linjer:
»Pænt goddag og pænt farvel«, den her aften var bare omvendt.
Her var det farvel til den yngre Peter Sommer med guitaren om halsen og goddag til en ældre Peter Sommer, der rullede sig ud over maskinernes dunkende kraft og trak nye facetter frem i sine sange. Også de gamle kendinge.
Brøgger, Mogensen, værtshuset og kirken...
Sproget bobler hele tiden i Peter Sommer, der ikke begyndte én sang uden en lille sludrende intro.
Om Suzanne Brøggers ’Creme fraiche’, taknemmelighedsgæld til en ven nede blandt publikum eller sangenes pendulbevægelse mellem kirken og værtshuset.
»Man kan sidde på værtshuset og tænke på kirken, og man kan sidde i kirken og tænke på ... Vi skal lidt være begge steder«, fortalte en opstemt Peter Sommer straks og brugte ellers resten af aftenen nede på værtshuset.
Her var John Mogensen på jukeboksen skiftet ud med Depeche Mode, og de skumle tanker drevet ud med en gibbernakker og hvislende bemærkninger: »For fanden, fordi og for dronningens dårlige knæ/ hvor langt skal vi ud?«.
Der var ikke nogen katekismus her, bare flosset virkelighed uden moralske bisætninger.
Publikums tøven
Men frustrationerne blev forløst!
Hvor albummet er ved at bryde sammen under tungsindet, stod Peter Sommer nu maskulint midt i sine sange og drev dem frem med patos, mens lydmanden gjorde et eminent arbejde hele aftenen. Rumklang og detaljer fik lydbilledet til både at tordne om ørerne på os, lægge sig dæmpet rundt om de barske ord og sejle psykedelisk sidelæns i de øjeblikke, hvor håbet forsvandt.
LÆS OGSÅ Anmelderne: Peter Sommers nye album bliver siddende i kroppen
Sommer bearbejdede ikke kun sin egen krise, men også den musikalske fortid.
Ganske ubemærket gled han over i en elektronisk vibrerende udgave af ’Valby Bakke’, mens et potent hiphopbeat brød melodien op i fællessangen ’8-6-6-0’ og dancepulsen skubbede ’Rødt kort’ ud i hovedet på publikum.
De sang stadig med, men stod tøvende stille. Som om de ikke helt vidste, om de skulle danse, lytte eller råbe på flere af de gamle sange.
Det gav aftenen en lidt ærgerlig tilbageholdt ramme, men det fik ikke Sommer til at tøve. Han remiksede sine gamle slagsange og sig selv ud af livets skygger. Med benhård konsekvens blev sangene drejet af led – og fik en ny chance.
Nu skal publikum bare gribe den.
fortsæt med at læse
