Han ser ikke ud til at have det alt for godt.
På coveret af sit fjerde soloalbum gemmer Peter Sommer sig bag solbrillerne, så verden ikke kan se, om øjnene er blå eller rødsprængte. Nok mest det sidste, hvis man skal tage linjer som »fuld i dag/ og fuld i år/ fuld i overmorgen« til troende.
Han bider sig selv i læben, og det er ikke sexet. Det er tvivlens tænder, der borer sig ned i kødet. En fortabt bluesbrother, der ikke kan finde de andre, men heller ikke kender vejen hjem igen.
Melankoli i nødsporet
Coveret er perfekt. Det fortæller i ét snapshot, hvilken sindsstemning der gemmer sig på alle de ti nye sange. Dybt melankolske og ofte triste fortællinger fra et menneske, der har mistet orienteringssansen i den kampzone, en skilsmisse er.
Peter Sommer har ikke mange kække bemærkninger tilbage, sprogets hængsler knirker smerteligt i stedet for at rotere kvikt rundt, som de plejer.
LÆS OGSÅ
Men han er her ikke for at vende tingene på hovedet. Han er her for at messe sine frustrationer ud i mørkrandede sange, der til tider indkapsler sorgen, men som helhed ender i nødsporet med blinkende lygter.
Hele møllen igennem
Det var sangerinden Lise Westzynthius, Peter Sommer blev skilt fra. Hun udgav sit skilsmissealbum sidste år, og uden at skulle (eller kunne) lave en biografisk krydslæsning må det vist være den musikalsk mest bearbejdede tur gennem skifteretten.
Og set isoleret som to værker komplementerer de hinanden i den fortælling om at gå fra hinanden, som de fleste af os kender. Det ene er spydigt, det andet omtumlet, det ene er dur, det andet er mol. Der er ingen vej udenom, man kommer hele møllen igennem.
Vemodigt undersug
Skilsmissen ligger nogle år tilbage, men på 'Alt Forladt' lyder Peter Sommer stadig lige så groggy, som han ser ud på coveret.
Det er ikke kun skilsmissens nådesløse vinde, der har blæst forandring gennem manden fra Skanderborg. Guitaren, han tog med frem og tilbage over Valby Bakke, spiller ikke den store rolle mere, hvor Stefan Kvamm har skabt det musikalske grundlag med sine elektroniske kompositioner.
Peter Sommer har allerede i duoen med storebroren Simon Kvamm leget med maskinernes klangmuligheder, men denne gang har han ladet sin sangskrivning diktere af de serielle forløb og ladet melodierne bugte sig i dybet under de blå stænger af synth, der falder ind ad kælderalbummets små vinduer.
SE VIDEO
Med en gravrøst som Dave Gahan brummer Peter Sommer sange frem, der ikke er skabt til en aften med den akustiske guitar ved lejrbålet.
Med vemodigt undersug i synthesizerens laveste register maler Stefan Kvamm den kuldslåede Sommer op i et skummelt hjørne, hvor han mere reciterer end synger, mens man både kan genkende Kraftwerks ambiente klange og Massive Attacks rullende nattogsrytmer.
Håbløst hårdt
Rytmerne rumler tungt af sted med en tøvende puls, lyse stemmer kaster et blegt lys gennem skyggerne, og monotone keyboardklange summer rundt om sig selv, mens Sommer selv kredser om »hunden inde i os/ der ikke kommer når de kalder«.
Håndbremsen er trukket, og selv når sangen bryder med sindsstemningens jernskjorte på det næsten dansable pletskud 'Hvorfor løb vi', bliver nedturen aldrig rystet helt af. Det bliver aldrig klagende smukt, bare håbløst hårdt.
En blues kan jo ellers være befriende. En ventilation af sjælesorgen, der standser blødningen fra den indre harakiri og bringer verden tilbage i balance. Men ikke her.
Peter Sommer portrætterer en verden ude af balance, hvor der nok søges om tilgivelse, men det er uklart, hvem der skal have den, for »pilen peger indad«. En stærk pointe, der cementeres i den tvetydige albumtitel.
Fifler med sproget
Siden Superjegs 2002-debut 'Alt er ego' har Sommer fiflet med sproget, vendt det på hovedet eller isoleret en sætning, så betydningerne pludselig begyndte at blinke som et slidt neonrør.
Det gør han stadig, når han foreslår, at »vi kunne køre over Odden/ kunne køre nedenom og hjem«, men de mere nøgne tekster ulmer af alvor, mens de følger den elektroniske musiks serielle struktur.
LÆS OGSÅ
Som sætningssløjfen »klicheerne står i kø«, der gentages, før sprogkniven stikkes ind: »hos os gik de lige ind«. Eller erkendelsen af, at »man fatter pointen alt for sent«, og konstateringen: »du rejser dig, jeg bøjer mig«. Sunget som en bedemand til en begravelse i den nære familie.
Blotter mennesket
Nu har Peter Sommer altid haft en kras undertone - hans forrige album 'Til rotterne, til kragerne, til hundene' var ikke ligefrem en picnic i det østjyske - men på 'Alt forladt' er blikket hårdere og mest af alt vendt indad i linjer som »Hvad havde vi egentlig regnet med/ da vi fik 'FOR EVIGT' tatoveret i/ vores stammende hjerter«.
Kynismen skærer i sjælen, mennesket er blottet, og Sommer sætter følelserne musikalsk i scene med en underbelysning, der næsten giver permanente sammenknebne øjne. Og får hele albummet til at balancere mellem at resignere eller forblive uforløst. Et udsagn i sig selv, men også frustrerende tungt at lytte til.
Det er næsten for meget, og man bliver drænet til sidst. Men det er er modigt og en rammende illustration af et sønderrevet menneske, der er på kant med sin omverden og ikke mindst sig selv. I den forstand er 'Alt Forladt' et vellykket og flot album.
Der søges nok om tilgivelse, men det er uklart, hvem der skal have den, for »pilen peger indad«
fortsæt med at læse
