Her i avisen kunne man i sidste uge læse, at unge kvinder i Aarhus kan gå til JazzCamp for Piger, hvor de kan lære at turde spille forbi nodearkene og i stedet gå deres egne veje inden for den rytmiske musik.

Man kunne også bare sende ungdommen til koncert med Haim, der ikke alene har spillet musik sammen med deres forældre, siden de efter eget udsagn var store nok til at sidde oprejst.

De havde også fem-seks år på bagen som fast supportband til alverdens koncerter i hjembyen Los Angeles, før de endelig trådte ud af rollen som det evige opvarmningsband og udgav debutalbummet ’Days Are Gone’ sidste sensommer.

LÆS OGSÅ Musikbranchens største debutanthåb: »De troede ikke på, at vi spillede live«

Haim er med andre ord nærmest bogstaveligt talt det fødte liveband. De tre unge kvinder er fremragende musikere og selvsikre sangerinder, der optræder med en vild, smittende og tilmed meget lidt narcissistisk energi på scenen.

Lillesøster gav koncerten vinger
Men samtidig er de også bare mennesker. Det stod i hvert fald klart, da bandet søndag aften gæstede et udsolgt Store Vega, hvor selv det omvandrende kraftcenter og den notoriske motormund, storesøster Este Haim, virkede en smule træt.

Det samme gjaldt trioens egentlige frontkvinde Danielle Haim, der med sin lidt stakåndede, staccatoagtige vokal i navnlig koncertens begyndelse ligeledes fremstod en smule ramt.

Hvilket egentlig var fair nok. Haim har turneret i store dele af 2013, og har tilsyneladende planer om at gøre det samme i 2014, hvor de eksempelvis besøger Roskilde Festival til sommer. Alligevel virkede især de to ældste søstre lidt tourslidte, og det var en skam.

Det var således lillesøster Alana Haim på 22, der var den første til for alvor at bevæbne søndagskoncerten med vinger, da hun – lidt overraskende – smed lillepigehammen og kastede sig hovedkulds ud i en herligt skraldemandsbeskidt version af Fleetwood Macs ’Oh Well’, hvor hun med en fornøjelig selvtillid kanaliserede Peter Greens stejle herrenonchalance med både punket energi og største selvfølgelighed.

Nok var der tydeligvis kun ét sandt udsagn og to åbenlyse løgne i hendes gengivelse af linjen »I can’t sing, I ain’t pretty and my legs are thin« – for hendes ben er som to sugerør – men her var det, koncerten begyndte at slå gnister.

Utippet albumsang stod stærkest live

Herefter blev det rigtig sjovt. For selv på en gennemsnitlig dag er Haim tilsyneladende bedre end de fleste, og koncertens styrke bestod klart i, at bandet live fik rum til at folde deres sange ud og demonstrere den variation, der gemmer sig under den nydelige produktionsfernis, der er smurt ud over det i øvrigt glimrende debutalbum.

Fra en meget smuk og vital udgave af balladen ’Running If You Call My Name’, der var langt mere kødfuld end pladens sirenesang, til den lidt mere sprælske og uptempo energi, der sparkede hittet ’Don’t Save Me’ helt frem i bussen.

’Days Are Gone’s sukrede keyboardflader var der stadig. Men hvor de på albummet ligger lunt i overfladen af det varme lydbillede, lå de langt dybere begravet i gruppens langt mere organiske og spraglede liveudtryk, der hele koncerten igennem udmærkede sig ved at adskille sig markant fra lyden af Haim på plade.

Allerstærkest stod den i albumregi lidt utippede ’My Song 5’, der var decideret fremragende live med sit på papiret helt umulige ægteskab mellem kælne Destiny’s Child-vokalharmonier, slæbende, dubsteppet pruttebas og en tung, tung blues’et smadreguitar, der havde givet selv Jack White våde øjne. Det var helt eminent, og jeg har stadig svært ved at ryste tanken om en hel Haim-plade kun med sange i denne helt R&B-primale, småbeskidte stil af mig.

Og det var i virkeligheden aftenens mest opløftende lektie. For selv om man unægtelig bliver hamrende glad i låget af at se tre unge kvinder spille så overbevisende ubesværet sammen, som Haim gør, var det samtidig også befriende at høre dem demonstrere, hvor mange forskellige udtryk, de mestrer.

LÆS OGSÅ Haim gør det til en dejlig dag at være ulykkelig på

Der er så mange veje, de kan gå herfra. Og jeg har meget svært ved at forestille mig, at det bliver kedeligt.

fortsæt med at læse

The Mountains leverede en imponerende koncert på Frost Festival