Det er vist kun under den californiske sol, at man kan skrive sange om kærestesorger og få det til at lyde så ubekymret, som søskendetrioen Haim gør på deres debutalbum.
Her åbner mellemste Haim-søster Danielle sangen ’Forever’ med linjerne: »Hey you/Remember Me? Remember love? Remember staying together?«, mens hun lyder som gadedrengehop hen over en gummiboblende basgang.
Nå ja, lidt drengeproblemer er der jo indimellem, og man kan jo også bare vælge at danse videre i livet i stedet for at hænge fast i fortiden. Men det er slående, at Haim bliver ved med at vende tilbage til pigeværelsets knuste følelser på et album, der konsekvent piskes frem af et uhørt smittende pophumør. Dagene er gået med brok, svigt og ensomhed, men det var dejlige dage at være ulykkelige på.
Den californiske drøm
Den besnærende myte om det uforpligtende liv, hvor intet er så tungt, at det ikke kan skylles væk i bølgerne eller efterlades i en bil med kalechen nede, stammer fra The Beach Boys. Gennem tiden har den californiske drøm antaget mange musikformer, fra Dick Dales surf og Snoop Doggs hiphop og til perfektioneret softrock hos Fleetwood Mac.
Nu inkarnerer Haim-pigerne den arv, og især Fleetwod Mac har de inde under huden i deres ubesværede melodier og ligheden mellem Stevie Nicks og Danielle Rockinhaims vekslen mellem sårbar og kraftfuld.
Hør bare ’Don’t Save Me’, hvor trommerne har 1980’ernes stadiontyngde, den spændstige bas skubber melodien frem, og stemmen trækker en bue af toner med samme rene klang, Nicks mestrede. På en gang øm og befalende.
Musikbranchens største debutanthåb: »De troede ikke på, at vi spillede live«Fleetwood Mac er et markant forbillede for Haim, men langtfra den eneste reference på debutpladen. Ligesom andre af tidens popbands graver de tre piger med vellyst rundt i historiens arve- og hittegods.
Ved siden af softrocken er der The Human Leagues synthmelankoli, et tvist af Shania Twains countrypop, En Vogues tunge R&B samt et ekko fra Cyndi Laupers popballader. Hos Haim kan alle finde noget at holde af, men jeg savner noget, der holder fast.
Sorgløst fatamorgana
De glider ukompliceret rundt i musikhistorien, og i de bedste øjeblikke får de mig til at glemme tid og sted.
Men indimellem er det de tre søstre, der lyder, som om de har glemt, hvad det egentlig er, de selv vil. Det næste citat bliver liret af i al sin perfektion, og bagefter er vi alle sammen en smule gladere, fordi de er så ekstremt forfriskende. Men de får ikke sat deres eget distinkte præg. Derfor sidder man tit med en fornemmelse af at have hørt sangen før, når man lytter til Haim.
LÆS OGSÅ Elegant Timberlake-plade formår ikke at bringe »sexy back«
På den måde fordobles den sorgløse tilstand, hvilket jo er dobbelt så fantastisk, hvis man trænger til at forsvinde ind i et californisk fatamorgana.
Men ligesom vreden i teksterne ender som postulater i den letbenede levering, ender de fængende melodier og det dynamiske fremdrift i søstrenes samspil også med at få et skær af tilforladelig flygtighed over sig, der lægger en lille dæmper på begejstringen.
fortsæt med at læse
