Hun var ikke mere end fem-seks år gammel.
Og på grund af hendes beskedne størrelse måtte hun spille trommer med armene over hovedet, fordi hun var for lav til at nå – også selv om hendes timbalestativ var sat så langt ned som muligt.
Men der var ikke noget at rafle om. Lillesøster Alana skulle med på scenen, for hun var lige så meget en del af resten af familiebandet Rockinhaim som hendes to storesøstre og deres forældre, der koncertdebuterede en aften i midten af 90’erne på Canters Deli på Fairfax Avenue i hjembyen Los Angeles.
Et publikum af tre
Et sted, der havde sin storhedstid i 80’erne, hvor Guns N’Roses hørte til blandt det faste klientel, fortæller Alana Haim, som i dag er 21 år.
»Der hang billeder af store, ikoniske rockstjerner på væggene. Joni Mitchell, Janis Joplin og sådan. Og der stod vi med vores sommerfuglespænder i håret og så meget 90’er-agtige ud ... Publikum bestod af tre mennesker, og de var alle stamgæster, der lignede nogen, der havde siddet der siden 80’erne, og de sad og skreg op om, hvem de her børn var. De troede ikke på, at vi spillede live«.
Men det gjorde de. Og det gør de endnu. Også selv om Rockinhaim siden de svedige håndflader på Canters er blevet reduceret til familiens efternavn Haim, ligesom kvintetten er blevet til en trio bestående af familiens tre døtre.
Et langhåret trekløver, som efter udgivelsen af ep’en ’Forever’ sidste efterår har været nærmest umulige at undgå på internettets virtuelle hylder med online musikmagasiner. Men også The Guardian noterede sig tilbage i 2012, at det her band blive stort. Og da BBC i januar udpegede dette års mest lovende musiknavn, lå Haim nummer et.
I mandags udkom debutalbummet ’Days Are Gone’. Men inden da spillede bandet i august en udsolgt koncert i Lille Vega i København. En koncert, der høstede roser fra både fans og anmeldere, der hyldede Haims højoktan liveenergi.
Danielle Haim, trioens primære sanger, formåede tilmed at skjule en halsbetændelse fra scenekanten, så hun bliver på sit hotelværelse, da jeg møder lillesøster Alana og storesøster Este dagen derpå.
Det viser sig dog hurtigt, at to ud af tre Haimsøstre er mere end rigeligt, og navnlig Este Haim rager op i landskabet såvel som i samtalens generelle lydniveau. Hun er et hurlumhejhus af overskud og et afslappet naturtalent udi intelligent smalltalk. Men når snakken falder på Haims musik, er der ikke noget pjat.
»Jeg kan ikke huske en tid, hvor vi ikke spillede musik«, forklarer hun.
»Vores far spiller trommer, og vores mor er guitarist, så lige siden vi var i stand til at sidde nogenlunde oprejst, placerede han os bag trommerne og stak trommestikker i hånden på os«.
Senere lærte deres mor dem akkorder på guitaren og sendte dem alle tre til klavertimer. Percussion-instrumenter lå spredt rundt i barndomshjemmet i San Fernando Valley og virkede som små magneter på de tre piger. Musik var en grundpille i barndomshjemmet, og navnlig for forældrene, der arbejdede som ejendomsmæglere, blev familiens coverband et imødeset afbræk i hverdagen, der smittede af på børnene.
Men børnene blev til teenagere, og pludselig var det ikke nok at spille Van Morrisons ’Brown Eyed Girl’ eller Fleetwood Macs ’Black Magic Woman’. Pigerne ville have deres egen generations musik på repertoiret, og det blev startskuddet til Haim.
»Vi vidste altid, at vi ville lave vores eget band«, siger Alana Haim. Alligevel skulle der gå flere år, før der for alvor gik ild i den steppebrand, der er hypen om Haim i dag.
»Vi var bogstaveligt talt det obligatoriske åbningsband i L.A. i fire eller fem år«, forklarer Este Haim, der i det samme tidsrum tog en grad i etnomusikvidenskab fra UCLA, imens hendes lillesøster Danielle Haim i perioder turnerede USA som guitarist for Jenny Lewis og The Strokes-forsangeren Julian Casablancas. Og netop han endte med at blive katalysatoren, der bankede Haim ud af rollen som det evige opvarmningsband.
»Hallo, det er en ABCABA!«
»Julian Casablancas spurgte, hvor vi var i vores karriere, og vi fortalte, at vi aldrig havde spillet uden for L.A.«, fortæller Este Haim.
»Han stirrede vantro på os og sagde, at vi skulle stoppe med at være opvarmningsband. Og at vi skulle gå i gang med at indspille noget musik. Vi tog det meget bogstaveligt og rev et år ud af kalenderen, hvor vi ikke spillede nogen koncerter overhovedet. Vi kaldte det bogstaveligt talt en Haim-atus«, siger hun og spærrer øjnene kækt op, som for at understrege ordspillet i det engelske ord for pause, hiatus.
Men pausen var frugtbar, og resultatet var ep’en ’Forever’, som nu har fået følge af albummet ’Days Are Gone’. En titel, der kan ses som et selvbevidst gok i nødden over den tid, der er gået, og aldrig kommer igen.
»Vi burde nok have indset efter måske to år, at det aldrig ville føre til noget«, siger Este Haim.
»Men vi blev ved, fordi vi bare elskede at spille sammen. Det at spille live er stadig det sjoveste for os«.
Hendes lillesøster tager over.
»Det at have spillet i et coverband har også lært os meget«, siger Alana Haim.
»Jeg kendte jo til sangstrukturer, da jeg var fem år gammel. »Hallo, det er en ABCABA! Få lige styr på jeres lort«. En irriterende lille unge, der skræppede op«.
»Vi spillede jo klassiske rocksange hver dag«, siger Este Haim.
»Det lærer man af. Men vi lyttede også til radioen konstant. Især i vores familiebil. Den havde hverken cd-afspiller eller kassettebånd, så vi hørte altid radio, og det var altid Classic Rock eller Motown Radio. Når vi havde opført os ordentligt, fik vi endelig lov at høre Top-40«.
fortsæt med at læse
