Klædt i hvidt fra top til tå med et åndedrag, der kunne høres på 1. balkon, og en krop, der skiftevis roterede i store cirkler på klaverbænken eller lå foldet helt sammen over klaviaturet. Franske Hélène Grimaud er en klaverfortolker, der går ind i noderne med hud og hår og giver bud på musikken, som man ikke havde forestillet sig.
I Koncerthuset fredag var det Beethovens mest populære klaverkoncert, den fjerde, hun gjorde kål på. Og også denne gang delte Grimaud med garanti vandene blandt publikum. Mellem dem, der blev suget ind i hendes helt personlige klangverden og lod sig opsluge af en voluminøs og vidtfavnende fortolkning, Beethoven aldrig selv havde kunnet forestille sig, og dem, der savnede at mærke den stringens i tanke og formulering, Beethovens musik normalt også er et udtryk for.


























