Som far, så søn, er der nogle, der siger, og for et halvt år siden var den unge sanger Julian Prégardien i København, hvor han sang Schubert til 4 hjerter i Den Sorte Diamant. Søndag aften kom hans far, Christoph Prégardien, så og viste, hvor suverænt det kan gøres, når man lige har en generations ekstra erfaring og dermed er i stand til at smække et ekstra hjerte på.

Familien Prégardien er liedsangere, både far og søn, og trods det franskklingende navn er de tyskere. Det mærkedes hele vejen, fra Schuberts romantiske antihelt listede af i ly af natten, til han delirisk af kulde og sikkert også af sult så tre sole på himlen, hvor der kun burde være en.

LÆS ANMELDELSEN

Hvad Christoph Prégardien kom på besøg med i weekenden, var nemlig intet mindre end en sublimt gennemarbejdet ’Winterreise’ af Franz Schubert, hvor sangerens perfekte behandling af de tysksprogede tekster af digteren Wilhelm Müller, Schubert satte i musik, kun var et af flere fremragende aspekter ved fortolkningen.

Et andet var den sikre klangbehandling, hvor sangenes lyseste toner blev trukket forsigtigt og rent ned fra oven uden spor af operahulken eller andre excesser.

Åbner sit frosne vinterhjerte

Fader Prégardien er nemlig en rigtig liedsanger. Kunstsang med klaverledsagelse er en genre, den lyriske tenor ved siden af oratoriesang dyrker som sin specialitet, og sammen med den erfarne akkompagnatør Julius Drake gav han publikum i Mogens Dahls hvidmalede koncertsal en fremførelse af Schuberts sidste, bittersødt romantiske liedcyklus, der til at begynde med stod så rent og afbalanceret, at det næsten ikke var til at sætte et adjektiv på den.

Alt var sat på plads med en sikkerhed, der ledte tankerne hen på talemåden ’Less is more’, mens den lille tørhed i stemmen i foredraget kunne lede tankerne i retning af liedikonet Dietrich Fischer-Dieskau. Men det viste sig, at Christoph Prégardien havde en langsigtet plan med Schuberts 24 sange.

Han arbejdede sig ikke bare igennem, men også stadig tydeligere ind i det smertelige forløb, der i Müllers tekster understreges af ærkeromantiske 1800-tals-motiver som naturspejling, naturpagt, vandretrang og den sande kunstnersjæls uforenelighed med hele den småborgerlige, almindelige hverdagsverden.

Mens digterjegets smertelige erindringer om tidligere dages lykke med den elskede, han har set sig nødsaget til at forlade, forenedes med metaforik om varme tårer mod kold sne, begyndte sangeren at åbne sin frosne vinterverden for publikum også ved hjælp af blikke og diskret skuespil.

Da han for vild i 9. sangs uvejsomme klippeterræn, var vi med ham nede i slugten. Man så det på øjnene, der afsøgte de imaginære stenformationer omkring ham, og to sange senere, i ’Frühlingstraum’, var der for alvor knald på de dramatiske kontraster.

Æstetiseret gys af en oplevelse

Men aldrig på en måde, så det væltede læsset. Det var ikke engang i nærheden af at vakle. For Prégardien kan virkelig sin ’Winterreise’ på fingrene. Imens blev Julius Drake ved flyglet næsten en maler med pensel, da han skildrede de falmede blade, der endnu var at se på træerne, og de to havde hele tiden den professionelle akkompagnatørs og den drevne sangers tætte, symbiotiske kontakt.

Schuberts liedcyklusser er og bliver en klippetop i liedsangens følelsesmæssigt forrevne landskab, og efter Julian Prégardiens fremførelse af Schuberts ’Die schöne Müllerin’ i Diamanten i maj var det tæt på sublimt at opleve Christoph Prégardien synge ’Winterreise’ i den fremragende akustik hos Mogens Dahl.

Det er ikke morsomt at føle, at man er blevet vist vintervejen, når man troede, at man havde fundet lykken med sin elskede. Men hos Schubert er vinterrejsen et æstetiseret gys af en oplevelse. Hele vejen frem til den sidste af de 24 sange, hvor den udmattede antihelt står på isen med en gammel mand med en drejelire som sin eneste ven i verden.

At høre denne rejse udlagt af Prégardien den ældre og at følges med ham på turen gennem sne og is var en godbid for feinschmeckere. En liedaften af den slags, der under alle omstændigheder er blevet sjældne.

fortsæt med at læse

Skousen blev løbende mere vågen, veloplagt og vittig i Lille Vega