Allerede to sange inde i tirsdagens koncert på et tætpakket Store Vega er publikum ved at overtage det hele.

Joakim Berg med halsklud og sort t-shirt synger sig gennem et vinter-forvitret Stockholm på 'Skogarna', da omkvædet smælder op fra de forreste rækker:

»Stanna! Stanna!«.

De synger som om det er en gammel koncertfavorit, de har sunget hundrede gange. Men 'Skogarna' er fra 'Tigerdrottningen', der udkom for to uger siden.

Sådan er Kents publikum i Danmark. Intenst elsker de det svenske band, der i snart tyve år har sørget for at pakke skandinavisk tusmørkesind ind i storladen poprock. De har knyttet personlige bånd gennem sange om forkrøblet kærlighed, dødens kolde pust og den nagende tvivl, man altid snubler over i det evige efterår.

Det er en indlysende lykke, at et band kan nå ind i andre menneskers liv og på de gode dage sætte et væltet verdensbillede i vater igen.

Men Kents problem er, at de i dag ikke behøver at anstrenge sig for at nå derind. Det er blevet ren rutine at stemme stadionmelankolien i mol. Og tirsdag på Vega var det publikum og ikke bandet, der gav, hvad de havde i sig.

LÆS ANMELDELSE

Nye sange dominerede

For et band af Kents dimensioner er et udsolgt Store Vega en lille klubkoncert.

Men det, som skulle have været den intime version af synthmassive og rockrullende arenafølelser, vaklede på grænsen til det upersonlige i en ellers opulent opsætning, hvor bassen pumpede, og sangene tippede på kanten til en elektronisk forløsning af de velkendte temaer.

De nye sange dominerede sætlisten, og deres fine korarrangementer skvulpede over og løftede ind i mellem gamle kendinge som 'Passagerare' eller 'Jag ser dig'. Men kiggede man på den ene af korsangerinderne, Miriam Bryant, så man også manglen i resten af bandet. Hun var på tæerne, blikket var ivrigt. Trods sin tilbagetrukne rolle, var hun tændt!

I mens dinglede Joakim Berg rundt med armene krøllet sammen over hovedet og lukkede øjne. Det skulle sikkert se inderligt ud, men virkede som fravær. Hvis Kent vil skubbe os ud over kanten, hvor man hengiver sig til musikken, må de anstrenge sig. Sætte noget mere på spil end de blødere sange, som Berg endda fik rodet sig ud i en undskyldende forklaring om til sidst.

Som en tordenkile

De sidder selv med løsningen.

På 'Tigerdrottningen' strømmer en politisk vrede, man ikke bare kan lukke øjnene for. Og i Vega var det her, Kent trådte ud af deres magelighed. De åbnede stejlt med ’Mirage’, hvor narcissisme og samfund støder sammen, og aftenen kulminerede med den euforiske ’La Belle Epoque’.

Som en tordenkile skar den koncerten midt over, mens velfærdsstatens sorte huller og indre spændinger hobede sig op i Joakim Bergs remsende sang. En sand fornøjelse. Der dog samtidig blottede, at Kents velsmurte maskine skal have indhold af betydning for ikke at blive tristesse trukket i en automat.

fortsæt med at læse

Kent går i opløsning - afskedskoncerter i København og Aarhus