Det er dejligt at være tilbage, siger Carl Barât. Han smiler afvæbnende under håret, der klæber til ansigtet og tilføjer:
»We have been distracted in the past«.
Det er fem numre inde i The Libertines' hektiske koncert i et stopfyldt Store Vega, og det er første gang, de henvender sig til publikum. Barât ligner den yngre udgave af sig selv, vi kender fra starten af det forrige årti. Også når han bare står i en hvid undertrøje.
The Roots og Peter Doherty klar til VanguardBag Barât sidder trommeslageren Gary Powell i svedende, bar overkrop. Til venstre for ham står bassisten John Hassall i bandets røde signaturjakke og til højre problembarnet Pete Doherty. Med grå stænk i håret, men stadig babyansigtets bløde linjer under pjusket hår. Luften sitrer af elektricitet og løse forbindelser.
Ærkebritisk oprør
Distraheret er en pæn underdrivelse af det kaos, der har præget The Libertines siden, de dukkede op som engelske spydspidser i de tidlige 00’ers garagerockende retrobølge.
Grafikken var hentet hos Sex Pistols, melodierne løftet fra The Kinks og det snerrende gåpåmod lånt af The Clash. I både musik, tekst og attitude inkarnerede The Libertines det ærkebritiske oprør mod den (lige så britiske) borgerlige orden.
Peter Doherty aflyser koncerter lige inden København-showHvor den amerikanske pendant, The Strokes var neon-cool og lugtede af asfalt, var de britiske libertinere løsgående missiler, der lugtede af problemer. The Strokes var udstødte, The Libertines var udbrydere.
Med fintslebet sans for rockens grundgreb og –myter skrev det tohovedet monster, Doherty og Barât, sig hen over avis- og magasinforsider som smukke tabere, alle elskede håbløst. Ikke mindst supermodellen Kate Moss, der røg med ned i Pete Dohertys centrifuge af heroin, crack og afvænningskliniker.
Alt det blafrede selvfølgelig mellem linjerne på Vega.
Gik op i flammer
To albums på tre år og så var det slut. Uden egentlig at have sat præg på hitlisterne var The Libertines blevet et ikonisk band, der gik op i flammer mellem Doherty og Barât.
For et par år siden fandt de sammen til et par festivalkoncerter, og nu er den oprindelige kvartet for første gang i ti år på europæisk turné sammen. De snakker endda om et kommende album. Og dømt ud fra den heftige halvanden time, hvor guitartornadoen The Libertines fejede gennem Vegas store sal, er The Libertines glade for at være sammen igen.
Rendestensromantikeren Doherty smilede og så godt ud. Barât havde kontrol over situationen (og med Doherty på storebror-måden). Det slog gnister i det musikalske virvar, men der var lige så meget kram som kaos mellem de to gamle svirebrødre. Og brølende begejstret kærlighed nok til en frisk start hos publikum.
Doherty havde narko med i rettenDe mange gamle og – ud fra alderen af se – nye fans var ude at luftes deres Fred Perry-poloer og fik, hvad de åbenlyst håbede på: et læs fuld af ustyrlige Libertines' gamle sange fra et umanerlig veloplagt band.
Til tonerne af ’We’ll Meet Again’ blev bagtæppet rejst som et andet piratflag, og fra ’The Delaney’ til ’I Get Along’ spruttede og sydede salen af skarpe guitarer, (til tider lige lovligt) hidsige trommer og de der uimodståelige melodier, der stadig lyder som noget, der bliver spyttet elegant ud mellem tænderne på både Doherty og Barât.
Stram og raslende
The Libertines’ sange rammer tættere på to ene tre minutter, og tempoet var frenetisk. Men eksekveringen på en gang stram og raslende. Dohertys stemme lå lidt mumlende i lydbilledet, men det holdt ikke publikum tilbage fra at brøle gennem trommer og hvinene guitar på højdepunkter som ’Can’t Stand Me Now’, ’Time For Heroes’, ’Don’t Look Back into the Sun’ og den fine ballade ’Music When The Lights Go Out’:
»All the memories of the pubs and the clubs/ and the drugs and the tubs/ we shared together will stay with me forever«.
Stemningen var rowdy, folk kravlede heover hinanden og der fløj kaskader af øl gennem luften. Heller ikke på en flad tirsdag aften indbyder The Libertines lige frem til en kop Earl Grey og cucumber sandwich.
Rocksanger ville dope bevidstløs fanSom brødre i synden delte Doherty og Barât gang på gang mikrofonen i deres velkendte positur, John Hansell overraskede hele salen ved at synge den danske vise ’Den sømand, han må lide’ og til sidst kastede Doherty mikrofonerne ud til publikum med opfordringen:
»Have your say«.
På mange måder var der ikke noget nyt at sige om The Libertines. Når et retrorockband besøger deres egen fortid som noget oprindeligt, bliver der slået op til flere knuder på tidslinjen.
Men til helvede med de fine fornemmelser for originalitet og finesse. The Libertines er (for en stund) kommet ud af tågerne og i løbet af en slagserie hurtige nyrestød fik de vist, hvorfor de rystede jorden under britisk rock for 12 år siden. Og at de stadig kan ride rundt på ryggen af hinanden uden at knække sammen.
fortsæt med at læse
