Allerede ved sin entre signalerede Macy Gray i velsiddende sort jakkesæt med hvid skjorte og rødt slips, at der er sket store forandringer for hende. Tidligere i sin karriere var den 39-årige sangerinde ofte iført lige så løse gevandter som den musik, hun lod blafre for vind, vejr og røgsignaler fra de medbragte joints. Men efter dette års fine genstart af karrieren med albummet ’Big’, er der styr på tingene. Og dog. For nøjagtig som Macy Gray vandrede rundt på scenen, skødesløst støttet af et mikrofonstativ, der funklede, som var det besat af juveler, fik hendes band lov til at slentre frit til materialet. Det udnyttede alle seks musikere og de to korsangerinder, der mildt sagt dansede freestyle uden synkronisering hele aftenen. I sølvfarvede kjoler var den meget store og den klejne korsangerinde hele tiden et velsyngende og prægtigt syn, der understregede, at Macy Gray simpelthen ikke er til for stramme tøjler. Soul uden lir Derfor virkede sangerinden da også lettere rystet og nervøs i starten af sin koncert ved udsigten til det pænt siddende publikum i den næsten fyldte koncertsal. Allerede i andet nummer, en lidt tam version af ’Relating To A Psycopath’, fik Macy Gray dog med et enkelt vink salen på fode, og fra da af holdt publikum og sangerinde hinanden fast i et varmt, ja, kærligt favntag. Til trods for den afslappede stemning på scenen fandt Macy Gray og bandet i den grad hinanden, og det var en sjælden gave at nyde en soulkoncert uden lal og instrumentalt lir.
Mur af vellyd
Macy Gray i fremragende vokal form pakkede sine sange ind i sin på en gang ru, heliumstynde og raspende søde stemme og var hele tiden til stede i sine sange om den miserable kærlighed. Som Macy Gray synger i en af de fremragende sange fra ’Big’, ’Shoo Be Doo’ med en nærmest Phil Spectorsk mur af vellyd: »It’s so much that I like about you/ At the same time I hate ya«.
Sådan er virkeligheden inde i kærligheden jo også. Det er noget forvirrende stads, som Macy Gray fint redegjorde for i sin morsomme introduktion til sit største hit, ’I Try’. En for hende såre typisk sang om at ønske sig væk uden dog at være i stand til at gå.
I Tivolis varme lod hun sangen smelte sammen med nogle slingrende linjer fra sit andet store hit, ’Sweet Baby’, sløve reggaebeats og omkvædet fra Bob Marleys ’No Woman No Cry’. Ikke nogen indlysende idé. Varm og menneskelig
