Engang havde Whitney Houston alt.
Hun så ud som en supermodel, sang nogle af sin tids største hits som foregangskvinde for stimen af smukke sorte sangerinder, der siden har befolket poppen og tv-skærmen og så sang hun med en kolossal spændvidde og en stemme helt i sin egen kategori.
Men personligheden bag glansbilledet var det lidt svært at få øje på, dengang i de musikalsk glatte firsere.
I dag har Whitney Houston mistet det hele. Hun ligner bartenderen på værtshuset Den Brovtende Bodegamuskel, der ud på aftenen taler helt sort og med hænderne i siden stirrer på de kunder, hvis ordrer hun ikke har den store vilje til at finde frem.
Stemmen rasper og ryster
Stemmen rasper, ryster og raller som havde den tilbragt alle årene i mellemtiden som gidsel på transportbåndet i et stenbrud.
Sangerinden tager sig nu om stunder højest ud som foregangskvinde i bevægelsen af kendisser, der bare har fået nok og vil skide egen berømmelse, rygter og den gode opdragelse en hatfuld. Og så ivrigt lade hatten gå rundt og gøre det ud for et show.
Whitney Houston har med andre ord fået personlighed. Også i den grad. Om man så kan lide den eller ej, er en smagssag. Mens folk omkring mig torsdag aften i Forum enten græd - af medfølelse eller skuffelse, udvandrede, råbte ukvemsord mod scenen eller bare lagde armene over kors og lænede sig tilbage i forstenet desillusion, faldt jeg for Whitney Houstons alt andet end ucharmerende personlighed.
Damen har mere rock’n’roll i sin fortabte karakter end de medvirkende ved de sidste mange års rockkoncerter, jeg har overværet, i sin optræden.
Havde dette været en anmeldelse af den performance, vi blev præsenteret for ved den første af de to koncerter på Frederiksberg med den 46-årige sangerinde, havde den fået topkarakter fra mig.
»Houston, we have a problem!«
Men nu var det jo altså en koncert. Oven i købet et led i den såkaldte Nothing But Love World Tour. Damn, Whitney!
For musikalsk var den ikke mere værd end en flækket blokfløjte. Der kan efter den pinlige præstation i Forum ikke herske nogen som helst tvivl om, at en australsk kollega havde ret, da han efter besøget på de kanter konstatere i sin anmeldelse: »Houston, we have a problem!« Og at en lige så ruminspireret britisk kritiker havde helt ret, da han for nogle uger siden konstaterede: »Houston, we still have a problem«.
Altså for så vidt angår musikken. Den kan i virkeligheden pakkes ind i de enkle og sande ord, min sidedame til den ene side foreslog mig: »Du kan give bandet et hjerte og hende selv et halvt for at forsøge at synge uden at kunne«.
Det var ellers ikke fordi der var sparet på staffagen. Bemeldte band bestod af en trommeslager, en percussionist, 4 mand på keyboards, en guitarist, fire korsangere og fire dansere. På en scene med signaler om Las Vegas og hæmningsløst show.
Selvfølgelig faldt Whitney igennem
Alle gjorde, hvad de skulle og kunne uden at fortrække en mine i de professionelle ansigtsfolder. Hele dette apparat, der vel skulle redde hovedpersonen, der var klædt i kropsnære og uheldigt afslørende pailletter, fra at falde helt igennem, var dog fuldstændig ligegyldigt.
For selvfølgelig faldt Whitney Houston igennem. Med størst tænkelige brag. Hun var forpustet og hæs allerede efter første nummer, men brugte ikke desto mindre sin sparsomme stemme på at grynte, skraldgrine og mumle lange og delvist uforståelige monologer af sig mellem de skitser af sange, vi blev præsenteret for.
»Stop talking - just sing!«
Efter bedste beskub forsøgte mor Whitney at vrikke lidt med måsen i sine forsølvede bukser, mens sveden sprang i skjolder på showbusiness-uniformen.
Når det var værst, var det tragikomisk. Når det var bedst, var det bare kedeligt. Sjovest var så afgjort Houstons monologer, der også viste, at damen så afgjort var til stede i sit forgyldte bur på scenen. Og har selvhumor.
»Tak fordi I har ventet på mig. Jeg ved, at der er gået rigtigt mange år. Men jeg kom tilbage. Det blev efter min tidsregning«, grinede hun på et tidspunkt.
Og da hun blev forstyrret i sin alenlange hyldesttale til afdøde Michael Jackson, hvis skæbne hun af indlysende grunde må føle stor sympati for, af det velplacerede brøl fra salen: »Stop talking - just sing!«, gik det helt galt.
Med et sigende blik i retning af udgangen, vrissede vor Mama: »Nå I vil have, at jeg skal holde op med tale, hva? Men hvis I er ligeglade med, hvad jeg siger, ved I jo godt, hvad I kan gøre!«
Masseudvandring holdt ved
Et råd mange fulgte ved forståeligt at tage flugten fra de dyre pladser i salen. Masseudvandringen holdt ved hele den forsinkede og langstrakte koncert igennem.
De trofaste - eller sensationslystne - få, der blev til den bitre ende efter et forpustet forsøg på at genoplive firsernes storhed med partysangene ’I Wanna Dance’ og ’How Will I Know’, overværede forfaldets fascination for fuld kraft.
Trætte Whitney fremstod som advarsel for generation Britney. Dette er, hvad der sker, hvis man ikke får styr på celebrity-kulten og lærer at leve med berømmelsens nådesløse pris.
Siden december har Whitney Houston og det harmløse band turneret verden rundt. Over alt har resultatet været det samme som på Frederiksberg.
Skuffede fans, udvandring, buh-råb, nedsablende anmeldelser. Alligevel står hun her alligevel og tager tæskene. Ganske vist som en delvist groggy bokser i den tunge vægtklasse. Men hun står der. Og lader gudhjælpemig, som om alt er i den skønneste orden og (show)business as usual.
»Jeg er så træt og vil bare hjem til familien«
Ingen despot kunne ønske sig en bedre misinformationsminister end Whitney Houston og hendes stenhårde leveregel over for fakta - benægt, benægt, benægt!
»Jeg elsker hvert sekund af det her«, lød Whitney Houston på et tidspunkt. Men fortsatte mere ærligt: »Jeg er så træt og vil bare hjem til familien«.
Jamen, så gør det dog, søde Mama.
Der er næppe nogen, der vil savne synet og lyden af dig selv i færd med at strippe enhver form for værdighed ud af din karriere. På den anden side er der noget befriende ved denne trodsige afvisning af tidens krav til perfektionisme, blandet med den modbydelige overflademoral, ugeblade og selv Ekstra Bladet har gjort sig til talsmand for i den endeløse jagt på endnu en skandale at berette om fra de kendtes liv i offentlighedens cirkusmanege.
Alt det er Whitney Houston, der er så befriende langt fra eksempelvis Madonnas perfektionisme, man kan komme, fuldkommen ligeglad med. Og måske sin egen.
Hvorfor ikke blues?
Ja, Whitney Houston er en (omfangsrig) skygge af sin egen storhed, der på ingen måde kan matche for eksempel det comeback, Tina Turner tog efter sit mislykkede og voldelige ægteskab. Det så trist, det så trist, skriger bedemænd i medierne.
Måske. Men havde Houston og manden bag hendes comeback, den amerikanske pladelegende Clive Davis, set realiteterne i øjnene, var hun draget kloden rundt med et lille beskidt bluesband og havde spillet helt andre steder. I stedet for forgæves at forsøge at pudse medaljen, kunne hun om nogen have vist os bagsiden af den.
Hun kunne ligefrem have brugt sin nedtur, den manglende stemmepragt og alt det andet skrammel til at fortælle en fantastisk historie om den showbiz og berømmelse, hun forgæves forsøger at hænge på. Hvad ingen kan, fordi den i sit væsen er umenneskelig. Hvad der er det virkelig triste.
Det viste Whitney Houston os ved en koncert, der var alt andet end mindeværdig og uforglemmelig på den forgyldte måde.
Men til gengæld er en begivenhed, vi aldrig glemmer. Det er nok værd at ofre et stort rødt hjerte på efter en oplevelse helt uden for kategori og bedømmelse. Men Whitney Houston har brug for alle de hjerter, hun kan komme i nærheden af.
fortsæt med at læse
