Der er rigeligt at berette om guitaristen fra Ohio, hvis medlevende kæbeparti sidder lige så løst som de sprællevende soli, han ryster ud af ærmerne. Og som den efterhånden 62-årige John Scofield spillede mandag aften med sin højt profilerede trio i et udsolgt Jazzhouse, var der ikke en tone for lidt eller en tone for meget.
Bare musik på et hovedrystende højt niveau, på én gang jordbundent, beskidt, fysisk medrivende og ophøjet med sin rigdom af klanglige og melodiske nuancer.
Miles Davis lod aldrig hvid hudfarve komme i vejenDer er rigeligt at berette om Scofields lange karriere, som han generøst delte historier om ved den velbesøgte ’artist talk’ på Københavns Hovedbibliotek et par timer før koncerten. Fra de tidlige ungdomsår som rock’n’roll wannabe til jazzstudierne i Boston, de professionelle læreår hos Billy Cobham, Gerry Mulligan og Miles Davis, før solokarrieren fik ham til at udforske så meget nyt, at han efterhånden må gå som guitaristen, der har prøvet alt. Og hvad skal man så?
Genopfinder sig selv
Der er stadig rigeligt at berette. For vel kender man den stilskabende guitarist på de overrumplende og skævt hvinende bluesfraser, på lyden, fuld af knaster, på den kantede harmonik med de grumt udvidede akkorder, på det dybe swing. Sådan har han spillet i 30 år.
Guitartisteriets mester var helt oppe og kysse det sublimeMen alligevel er det, som om John Scofield genopfinder sig selv i hver eneste solo. Forfra, fuldt til stede, skabende i nuet.
Og har han overhovedet spillet bedre? Hvem kan svare på det, når man ser hans turnéplan for oktober-november, der bringer ham rundt til byer i hele Europa aften efter aften. Hvor varen bliver leveret lige så frisk, men aldrig helt på samme måde. Dét er niveauet, der arbejdes på for denne enestående live-musiker. En mester i sin metier.
Har stadigvæk gnisten
En spillemand, der stadig har gnisten, satser butikken og har fat i den amerikanske blues- og soulmusiks dybe rødder med rygsækken fuld af yderligere indtryk fra et halvt århundredes jazz- og populærmusikalsk historie. Charlie Christian, Jim Hall, Wes Montgomery, Albert King, Jimi Hendrix, elektronisk sampling og looping.
Og naturligvis er der Scofields eminente medspillere, den dybt originale Steve Swallow på ’akustisk’ elbas og den dynamiske Bill Stewart på trommer. Swallow er en stilskaber i egen ret med sit udsøgt melodiske spil, der gumler sig fremad nede i musikkens dybe riller. Med sin ro og sin enkelhed står Swallows spil i smuk kontrast til Scofields udadvendte stil.
Swallow var med i Scofields første berømte trio sammen med trommeslageren Adam Nussbaum, da de i starten af 1980’erne byggede et ry op og i øvrigt besøgte Montmartre i Nørregade flere gange. Men uden at forklejne fortiden, så er der ingen tvivl om, at Scofield har udviklet sit spil enormt siden dengang.
Veloplagte jazzguitarister demonstrerer genrens paletOg Swallows basspil er modnet yderligere, ligesom hans buskede øjenbryn er blevet endnu længere.
En sidste overraskelse
Efter en overdådig musikalsk aften i to sæt med et repertoire, der spændte fra Scofields egne, potente groove-stykker som ’Low Road’ og ’Season Creep’ til boblende melodiske standardfortolkninger som ’I Could Have Danced All Night’, kom endda en sidste overraskelse, da netop Adam Nussbaum, der er i landet for at spille med Thomas Clausen og Tomas Franck, blev inviteret på scenen i aftenens ekstranummer og genforenede den gamle Scofield-trio i en dejlig tung og saftspændt blues.
fortsæt med at læse
