I en lille sofa sidder Jesper Skaaning, Thomas Knak og Anders Remmer presset sammen og hygger sig med en iPad, en iPhone og en synthesizer i miniformat forbundet i et fællesskab af kabler. De ligner tre fædre på en fridag, som spiller computer, snakker og smågriner.
De synes små som dukkehusdukker i en lagerhal. Bag dem er endevæggen i DR Koncerthusets studie 2 oplyst af Peter Leanders visuals. Pulserende røde blodlegemer, der dunker varmt og roligt mellem stjerneformationer på en klar dansk efterårsaften.
Et åbent tag
Det er veteranerne inden for dansk electronica, Future 3, som sidder i sofaen og åbner genforeningskoncerten med rumfyldende basklang, sydende synth og et sprødt breakbeat fra dengang i 1990’erne, hvor de skabte plads for elektronisk musik på den motorvej, hvor rockmusikken dirigerede trafikken.
Det var nogle tyste gemytter, der fyldte himmelrummet med electronica, så det kunne ses fra udlandet. Med intelligent komponerede toner, stramt styrede clicks og knitrende effekter og en dulmende bas med plads til alle møblerede de et velfærdshjem med ikeamøbler og Samsøe & Samsøe i klædeskabet.
Comeback-album er værd at fordrive efterårets tusmørkeeftermiddage medMen også med et åbent tag mod fjerne galakser, hvor de var turistrumfartens rejseførere med deres drømmende klange.
Det er 20 år siden, at de forenedes i trioen, og siden debutalbummet ’We Are The Future 3’ udgav de to album, hvor det sidste, ’Like ...’, udkom i 2001. I sidste måned dukkede de efter 13 år med soloprojekter op igen på albummet ’With & Without’, der som titlen indikerer er brækket over i to dele. Den første med gæstevokaler og den sidste med de instrumentalspor, der er deres signatur.
Pænhedens årti
Da de forlader sofaen for at indtage den store scene, indleder de albummet bagfra med ’Figure’ i en modereret version af mere håndspillet karakter, hvor Anders Remmers bas minder om en Tarantino-film i slowmotion. Den er plugget til elektroniske kredsløb af effekter fra Knak og Skaaning. Prik, der regner syntetisk på trommehinden, og frysende hjemsøgte klange som fra en censureret horrorfilm.
At de starter bagfra, indikerer den nostalgiske rejse, som koncerten også bliver. Og er det egentlig ikke okay? Skal man kritisere Future 3 for at være mere fortid end future?
Hvis man går ind for at høre avantgarde, er man gået forkert. Og det er heller ikke fair at forvente. For det har aldrig været deres projekt. Men Future 3 er som regel blevet anerkendt med det forbehold, at de måske nok er lidt til den trygge side. Et velfærdssoundtrack fra dengang, det økonomiske opsving bedøvede ethvert optrin til udfordring og farligt krasse toner.
Men der er også noget provinsielt over det forbehold. At vi som danskere på sikker afstand af verdens armod krævede netop det modsatte af musikken, for at vi ikke skulle føle os som de fedladne sofaeksistentialister, vi var. Med bland selv-slik i skålen og ’Husk lige tandbørsten’ som nybrud fra billedrøret.
Men sådan var 1990’erne. Det var pænhedens årti. Så det er på forkerte præmisser at kræve grimhed fra Future 3.
Og hvis de leverede lyd til någenerationen, so be it. Så er de lyden af det tomrum, vi benægter, men som nu engang er det stof, vi også er gjort af.
Mental massage
Set i det lys er det interessant at teste deres lyd live her to årtier efter, hvor netop deres anakronistiske ståsted får lyden til at stå tidløst frem som smukke stjernebilleder.
Publikum ligner någenerationen fra dengang. Den øvre middelklasse, som blev regnet for et kulturelt proletariat. Og nu står de her og drikker specialøl fra baren og diskuterer humlens avantgarde mellem de blødt pirrende toner.
»Hvor er de søde«, lyder det fra to kvinder bag mig med et kærligt blik mod scenen.
Jeg synes, de er mere end det. Jeg hypnotiseres af dubbens bas, jeg vågner igen af de elegant placerede knips, og min puls falder i takt med breakbeatets cyklende rytme. Det kortslutter ikke mine tankemønstre, men det åbner for fordybelser i lag, som Future 3 synkroniserer så elegant.
Jeg bevæges af den katedrale opdrift i de ambiente akkorder og de piblende baggrunde, der bobler op som en nyåbnet Ramlösa.
Og jeg får næsten gåsehud, da Anja T. Lahrmann stemmer i med sin kælende vokal, der føles så rar som at blive nusset i hovedbunden. Men også kun næsten.
For hvis der er en ting, jeg savner ved Future 3, og som også var en mangelvare denne aften, er det gearskifter.
Måske skal skønheden alligevel have et modspil for rigtigt at blænde. Ellers bliver det lysterapi, som nok er opstemmende, men som ikke er noget at tale om, når der gøres status over dagens begivenheder.
Men i øjeblikket synes det ligegyldigt. Det er mental massage med sexede undertoner, skarpe detaljer og frække beats. Også selv om det måske foregår i en blød trøje fra Samsøe & Samsøe.
fortsæt med at læse
