En smilende solist i mintgrøn cocktailkjole af silke foran et orkester klædt i sort. Kontrasten mellem den fascinerende skotske violinist Nicola Benedetti og DR’s orkester afspejlede perfekt aftenens program, der viste den bredde, komponisterne i brydningstiden omkring Første Verdenskrig gabte over.

Hvor Benedetti drejede stemningerne kalejdoskopisk rundt med sit instrument, når hun efter behag vekslede sin inciterende violinklang. Fra glasklar skønhed i den ene yderlighed, over vrængende sarkasme, douce poesi og begsort depression i den anden. Skarpt, som om det var klip mellem sceneskift i en handlingsmættet film.