Vi stod på bunden af et forhistorisk hav, da den svenske duo Wildbirds & Peacedrums rundede årets Frost Festival af på Zoologisk Museum.
Under hængende knogler af forhistoriske hvaldyr og mellem skeletter havde Mariam Wallentin og Andreas Werliin placeret deres sindrigt opsatte trommeudstyr.
Med publikum i en halvcirkel rundt om dem gav det svenske ægtepar en ruskende vild koncert, mens den danske lysdesigner Jakob Kvist med boblende og drivende blågrønne lysflader løftede hele seancen over i en anden drømmende verden af fjern fortid.
Utæmmet svensk sangfugl viser sin poppede sideDet er den slags øjeblikke, der adskiller Frost fra andre festivaler. Og for 5. år i træk har festivalen skabt et anderledes musikalsk rum i den ellers vinterblege februar.
Der har været mange udsolgte koncerter – også med ukendte navne, hvilket viser, at festivalen har etableret sin identitet i en grad, så den også kan spille kurator ud i den alternative musiks mange krinkelkroge.
Men det helt særlige ved Frost er, igen i år, festivalens evne til at åbne København på ny. At finde særlige steder og forvandle dem til unikke koncertrum.
Koncertkirken på Nørrebro er blevet deres faste holdepunkt, men i år har Dome of Visions lyst op nede ved kanalen, og den intime koncertrække ’Frost:Bites’ har både været hjemme i privaten hos folk og fundet sted i en cykelkælder.
Storslået forvandling
Derfor var det også passende, at de søndag aften sluttede af med en storslået forvandling af Zoologisk Museum. Der var trukket farvet film for montrernes glas og lavet lydkollager til hvalerne, og i midten af det store rum hamrede Mariam Wallentin og Andreas Werliin en nutidig og dyb menneskelig urkraft ind i brystkassen på publikum.
De mødte hinanden under musik- og dramastudierne i Göteborg, sangerinden med den kraftfulde stemme og trommeslageren med rastløst mange veje rundt i rytmerne.
I 2007 dannede de Wildbirds & Peacedrums og dermed et rudimentært univers for ramsaltede sange og rå rytmer. Siden har de også været en del af Fire! Orchestra, og har Wallentin udgivet sig for Mariam the Believer.
Men sammen tager de stadig udgangspunkt i forbindelsen mellem sang og trommesæt. En forbindelse, der normalt er mere spartansk og medrivende end melodisk og finpudset.
Men på deres 4. og seneste album, ’Rhythm’ fra sidste år, vævede de faktisk en sølvtråd af sangskrivning i det ellers stærkt ekspressive univers af fragmenter af rock, jazz, folk og samba.
På bristepunktet
Under det hvælvede træloft på Zoologisk Museum fik vi begge sider af Wildbirds & Peacedrums.
De åbnede med den frenetisk primitive ’Mind Blues’, hvor Wallentin satte sin stemme i selvsving med loops og som en spætte hakkede ordene »I will never know ...« ind i Werliins synkoperede beat af tunge drøn fra stortrommen og pludselige indfald på små jernskiver og andet tingeltangel, der hang på stativer rundt om ham.
Men inden den intense koncert var forbi, havde de ikke kun spændt den polyrytmiske bue til bristepunktet, men også ladet en lille bølge af enkel countrysang – endda med liret r’n’b-fraseringer – skylle gennem det forhistoriske akvarium, mens trommestikker og samples tog en puster.
Mariam Wallentin har en stemme, der gror vildt i hendes krop. Det ene øjeblik trækker hun vod gennem bluesrødderne med en klang af Nina Simone, det næste skriger hun i små stød og knæk som Björk. Og indimellem har hun samme snerrende aggressivitet som den unge og vrede Patti Smith. Store pejlemærker, men Wallentin er usædvanlig.
Kraftwerk var mægtige og skrøbelige i to af deres otte albumkoncerterBag trommerne er Andreas Werliin mere mekanisk og stram i det. Han finder det guddommelige groove i enkelte passager, men lever i høj grad af skift mellem forskellige energiniveauer. Og ikke mindst af det dynamiske modspil fra Wallentin.
Som ægtepar er det en voldsom dialog, de har kørende. Det ene øjeblik vender hun ryggen til ham med et »loving is not easy, living is not easy«, hendes sang er separat og fanget i hans rytmiske labyrint. Det næste foregår der noget næsten privat mellem hendes støn og hans små drumpads-signaler, før de forsones i hendes: »I am lost without you«.
Et nervesitrende og fængslende spændingsforhold, der dog blev forløst i det ene vulkanudbrud efter det andet, så vi efter en forrygende time til sidst kunne stige op til overfladen i nutiden og få luft igen.
fortsæt med at læse
