Danske mænd, der synger af deres lungers fulde kraft, er mildest talt et sjældent syn, i hvert fald udenfor landets fodboldstadions.

Men til TV-2-koncerter får den hele armen. Og søndag aften i Store Vega på Vesterbro i København var de tilmed efter alt at dømme i overtal, mændene, selv om TV-2’s koncerter stadig i udpræget grad også er en slags nationalsport for par.

Forståeligt nok. Der er få steder, hvor voksne menneskers kollektive musikalske nostalgirus er mere på sin plads, end når TV-2 spiller live.

Desværre var det bare, som om søndagens to timer – og alt for – lange koncert i Vega knækkede midtover. Helt lavpraktisk takket være en pause undervejs. Men også grundet en sætliste, der simpelthen gjorde det sjovere at være til koncert i den ellers normalt let træge første halvdel, som endte med at være koncertens suverænt bedste.

Det var ganske enkelt her, der var mest krudt i pistolerne. I hvert fald hvis man så bort fra Steffen Brandts vittigheder, der væltede ud fra scenekanten som farhumor i lårtykke stråler.

Som for eksempel den om, at uanset hvor mange gange, man sætter havemøblerne frem, kommer der ikke flere gæster af den grund ...

De virkede lige så ærgerligt bedagede som den kække 80’er-friskfyrsbas på et ellers glimrende genhør med ’Rigtige mænd' (gider ikke høre mere vrøvl)’.

Ellers var det svært at sætte fedtefingre på første sæts solide udtryk, også selv om det indimellem lød, som om det var Steffen Brandt, der sang kor for den ellers absolut velsyngende korsanger Anne Hjort, hvis mikrofon der var skruet endog rigtig højt op for. Det især gik ud over sange som ’Lee Harvey Oswald Helmuth’ og ’Det eneste hun ville var at danse’.

Bedre gik det, når bandet spillede med musklerne på sange som ’Randers Station’, ’Verdens lykkeligste mand’ og førnævnte ’Rigtige mænd ’, ligesom ’Grib karpen’ og ’Nu da vi ikke er kærester mere’ fra bandets seneste album, ’Det gode liv’, hvis omkvæd lettede flot til trods for den kejtede tekst.

Der levnedes vanen tro ikke megen plads til de vilde udskejelser. Men et eller andet sted kan jeg godt lide tanken om, at Danmarks kedeligste orkester laver Danmarks kedeligste sætliste og alligevel får vredet en anselig portion søndagsmagi ud af det.

I hvert fald gik jeg til pause med solskin i sjælen og en appetit på mere.

Men ... så kom andet sæt. Og trods annonceringen fra scenen om, at det ville blive med gaspedalen i bund, kom vi underligt indadvendt fra start med ’Romeo hader Julie’, der landede som en temperamentmæssig maveplasker.

Det samme gjaldt de efterfølgende ’Showtime’ og ’På kanten af småt brændbart’, som heller ikke ligefrem sparkede bare skyggen af en fest i gang med to gange omkvæd, der nærmest brillerer ved deres fravær.

Ej heller den indfølte synthballade om ’Berlin’ med indlagte reallyde af et tudende tysk U-bahn-tog kunne løfte den træge afslutning, der blev reddet i 11. time af den nye plades fine førstesingle ’Frys’, ligesom en helt diskret og dejligt usentimental version af ’Hospitalet’ var et kærkomment pusterum i den ørkenvandring, koncerten desværre udviklede sig til.

fortsæt med at læse

Tabt Serge Gainsbourg-musik er dukket op i en kuffert