Der var ingen tvivl blandt de mange kvinder, der stod omkring mig i går aftes i Store Vega i København.
Marie Key er ikke bare sød. »Hun er SÅ sød!«.
Hun lignede da også en kvinde i sit absolutte es, som hun stod deroppe på scenen, lillebitte, omgivet af sit fem mand høje band, der tilmed var placeret på små piedestaler rundt om aftenens hovedperson.
FRA MAGASINET
Marie Key: »Er sangene ikke nok? Det er jo ikke løgn«Men Marie Key har ikke brug for nogen hæve-sænkefunktion under fødderne for at vinde publikums opmærksomhed. Den var der fra start til slut. Luften var tyk af hengivenhed, både til og fra scenen, men også bare blandt publikum i det hele taget.
Lyksalig puppe
Men det er også svært at komme på nogen anden dansk popstjerne med en større usynlig candyfloss af vægtløse kærlighedssange hængende over sit hoved. Og det var den lyserøde sky, Marie Key generøst plukkede fra i et meget udsolgt Store Vega.
Det stod klart allerede fra allerførste færd, hvor ’Hvis du går’ fra den nye plade, ’Tænker du vi danser’ blev foldet ud som et flyvende tæppe af luksuriøs vellyd fremmanet af førnævnte band ført an af Keys faste producer og samarbejdspartner Andreas Sommer.
Det er en plade, der modsat sine forgængere, de mere søgende ’I byen igen’ (2011) og ’De her dage’ (2012) indkapsler kærlighedens fornemmelse af en lyksalig puppe af tryghed og varme.
En fornemmelse der forstærkes yderligere af eksempelvis de milde blæsere på en sang som netop ’Hvis du går’.
De nænsomme trut får mig til at tænke på en anden kærlighedsmættet plade, Airs nyklassiker ’Moon Safari’, og de havde næppe havde haft nogen gang på jord på de Keys to tidligere plader, simpelthen fordi de ville passe uendelig dårligt ind i i forgængernes mere kølige, synthesizerbårne univers.
Musikalsk kontinuitet
’Tænker du vi danser’ er intet radikalt musikalsk kvantespring for Marie Key, men den repræsenterer en ny måde at beskrive kærligheden på, ikke mindst ved hjælp af musikken. Derfor bestod kunsten lørdag aften i af flette et nogenlunde homogent udtryk sammen af sange fra Keys tre soloplader. Og det lykkedes i udpræget grad.
Dels ved udelukkelsen af ældre sange fra Marie Key Band-tiden, som eksempelvis den ellers glimrende ’Mormor’. Men også ved at skabe et sammenhængende udtryk i instrumenteringen koncerten igennem, der kun blev afbrudt – ganske bevidst – da Key stod alene på scenen med sin guitar og sang ’Let som en fjer’ og farhyldesten ’Skagen’.
Selv hendes selvproklamerede »mørke sange« lød som sprudlende, voluminøse væg-til-væg-tæpper, hvor end ikke en versefodsarrogant linje som »...og du er endda fucking straight, din nar« fra ’Ryg mod ryg’ undgik rollen som ret forrygende syng-med materiale.
Det samme gjaldt den efterfølgende ’Elsk mig nu’ – et cover af L.O.C.’s ’#%!@ mig nu’ fra ’Melankolia/XxxCouture’, der blev til en noir-poppet luksusballade af James Bond’ske dimensioner med L.O.C selv i gæsterollen som hættetrøjeklædt skurk. En fornøjelse at høre ham folde sit tekniske overskud ud med sin ru læderhals af en stemme uden at være viklet ind i sit eget sikkerhedsnet på DR3.
LÆS ANMELDELSE
Marie Key følger op på succesen med smilende poppladeKun ’Tænker du vi danser’s fine titelnummer blev udsat for et underligt overgreb på sit eget i forvejen nedtonede tempo, så den slæbte sig derudaf et sted mellem sjæler- og sneglefart.
Det var, i parløb med den über-corny spoken word på ’Dans’, aftenens antiklimaks. Men, som Marie Key selv synger på den giftelystne ’Bryllup’, så kan man »holde til en del med dem, man holder af«. Selv spoken word.
Fremtiden
Aftenens måske største latterbrøl faldt, da hun fortalte om en aften i marts 2011, hvor hun og hendes dengang helt nye producer, Andreas Sommer, tog til koncert med r’n’b-sangeren Burhan G på spillestedet Train i Aarhus.
Med sit efterhånden velkendt lakoniske stone face berettede hun med en vis chokeret distance om de »kaotiske tilstande«, de oplevede til koncerten, hvor halvdelen af publikum tudbrølede bare ti minutter inde.
Marie Key: Det har været et surrealistisk år»Vi var enige om, at vi havde set fremtiden af dansk pop«, sagde hun. Men selv om hun helt sikkert er for beskeden til at ville indrømme det, var det – med al respekt for Burhan – ramt lidt ved siden af.
Her fra fremtiden er det i hvert fald en fornøjelse at kunne konstatere, at selv om dansk popmusik stadig er lig med muskler og mandefalset, så er den også i høj grad en krøllet, bebrillet kvinde. Og det er kun blevet et sjovere sted at være, efter hun kom til.
fortsæt med at læse
