Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Daniel Hjorth

Marie Key: »Er sangene ikke nok? Det er jo ikke løgn«

Hun tog hjerterne, stjernerne, roserne og priserne. Spillede i de store tv-shows og fik det største telt på Roskilde til at synge omkvædet i sangen 'Uden forsvar'. To år efter succesalbummet 'De her dage' er Marie Key klar med et nyt album.

Marie Key ser på de to store ølglas, der står på bordet mellem os. Hendes glas er halvt fuldt. Mit blev hurtigt ret tomt.

»Vil du egentlig have noget af min?«, spørger hun og hælder over.

Vi er på bar, ligesom de to personer i titelsangen ’Tænker du vi danser’ på Marie Keys kommende album.

»En af mine mandlige venner, som er musiker, når han går op på en scene, har han brug for, at der er nogle kvinder blandt publikum, som han kan flirte med. Han kan slet ikke gå derop uden!«, siger hun.

»Sådan har jeg det overhovedet ikke, slet ikke. Altså, jeg vil gerne føle, at det er mig, der har styringen, og jeg vil gerne have, at folk får noget med hjem – men det er lidt ligesom at være forelæser på universitetet. At flirte på scenen, det ligger mig så uendelig fjernt, jeg kunne ikke drømme om det«.

Marie Key er sin egen. Det siger alle.

Som hun sidder her i sin grå striktrøje og bløde krøller. Som hun står på scenen, rolig, varm, ofte i jakkesæt, uden makeup, men med litteraturbriller og en form for kvindelig udstråling, som man kun finder hos de allermest følsomme unge mænd. Uden alder, uden for tiden, uden fortilfælde. Som en bekendt tænkte, første gang hun så Marie Key i fjernsynet:

»Jamen, de kunne lige så godt have sendt Peter Pan!«.

Den egenart er hendes styrke. Det forrige album, ’De her dage’ fra 2012, vandt alle priser, der var at vinde. Hun spillede alle de store steder. Blev en af de største i dansk musikliv. Men har den succes ændret tilværelsen for Marie Key, som menneske og som sangskriver? Er det sværere at skrive om sit eget liv, når så mange lytter?

Folk, der har mødt Marie Key, beretter om en generthed, en vagtsomhed, som skal stryges med varsomhed. Mødet her på baren er tænkt som et beroligende hej ude blandt kulørte lamper før det rigtige interview.

Men Marie Key ler, så krøllerne triller bagud, og snakker med om Elvis. Hun virker sikker, stærk.

»Elvis er den største. Det mener jeg virkelig«, siger hun.

»Han er så vild«.

Vi runder morgendagens emner og drikker resten af hendes fadøl. Det første stykke af vejen hjem følges vi.

»Så gav du øl, i morgen giver jeg kaffe og kage«, siger hun og fortsætter videre til fods.

Dagen efter er det nemmere at forstå, hvad folk mente.

Vi er på Østerbro. En vaskemaskine centrifugerer, og Marie Key virker oprørt over den samtale, vi er midt i.

»Jamen. For mig er det fløde med fløde på!«, siger hun, lidt skarpt, da jeg spørger, hvordan hendes tekster forholder sig til hendes eget liv.

Hun holder en lille pause.

Du virker irriteret?

»Det bliver for meget, hvis jeg skal skrive de her ekstremt private ting, og jeg så oven i det skal tale om mine erfaringer med de emner. Så kommer vi ud et sted, hvor det bliver altopslugende. Altså: Er sangene ikke nok? Det er jo ikke løgn!«.

Vi har talt i en time. Om sangene på det nye album – lykkelige kærlighedssange, der kulminerer i ’Bryllup’, hvor hun leger med tanken om at blive gift og have hinanden for altid.

Marie Key synger på luft og en sensibilitet, der har gråd i sig. Som kontrast til sårbarheden står hendes rytmik. Pludselig sparker hun en sætning af sted som små eksplosioner, ofte med overraskende ord.

I sangen ’Uden forsvar’ fra den forrige plade åbner hun med at spørge: »Hey, skal vi to ikke bare folde det her ud?«. Folde det her ud? Kærligheden? Ja, hvorfor egentlig ikke sige det sådan?

Jeg har spurgt, hvor hun selv står i livet, når hun skriver lykkelige sange efter to album om uforløst kærlighed. Og hun er svømmet udenom, blinkende dygtigt.

Har brugt ord som »konstruktioner« om sangene og »arkitektur« om pladen. Repliceret vagtsomt og holdt armene udstrakt foran sig for at vise afstanden mellem tekst og menneske.

Jeg har spurgt, hvorfor hun skrev ’Bryllup’. Hun har sagt:

»Fordi det er fedt at gå ud til maks. Se, hvor langt man kan trække den. Komme ud på kanten af ens egen grænse som sangskriver«.

Hvorfor er det ude på kanten af din grænse at skrive en bryllupssang?

Rullende øjne, fnys. Dernæst samling:

»Jeg ved bare, at jeg synes, det er totalt langt ude, og det synes dem, der har hørt den, også. Jeg sagde til mine venner: »Jeg har skrevet en bryllupssang«, og så troede de, jeg var blevet vanvittig«.

Hvorfor?

Lang pause. Retorisk spørgsmål.

»Ja, hvad er der langt ude ved at skrive en bryllupssang, egentlig?«.

Nej, jeg spurgte: Hvorfor er det langt ude, at du skriver en bryllupssang?

»Det er da langt ude, at alle gør det«.

Distancen

I stedet taler vi om, hvorfor hun opretholder den distance, jeg oplever. Eller: Hun taler, stadig oprørt. Jeg får tanken, at svarene ikke kun er henvendt til mig, men til alle dem, der prøver at tage for store bidder af hende.

»Sangene kan slet ikke eksistere, hvis jeg skal ud i en snak på dét plan, om mit privatliv!«, siger hun.

Hvorfor ikke?

»Fordi så bliver du alles eje. I en grad, som ikke er rimelig. Som er umenneskelig. Det er derfor, jeg sætter de grænser. Man bliver nødt til at sætte grænser for kunsten, altså! Man værner jo om virkeligheden i værket – for den ér der jo«.

Coverbilledet på det forrige album var et foto af Marie Key med en smuk lyshåret kvinde i baggrunden.

På det nye album ser man to kvindehænder, en med rødlakerede negle, en uden. Den ene hånd hviler oven på den anden, man aner hjørnet af et ternet slumretæppe, tænker, det er de to samme kvinder på de to billeder.

»Du kan jo godt se, at coverbillederne er polaroider af noget, der har en ... virkelighedsæstetik i sig?«.

De ligner privatbilleder, ja.

»Præcis. Og for mig siger billedet med hænderne noget om kærlighed. Det er feminint, altså to kvinder, og så siger det noget om hverdagen. Slumretæppet siger: Det er ikke Roskilde Festival, det er ikke juleaften. Det er onsdag«.

Alligevel siger du, at sangene kun kan stå alene, uden din private historie. Prøv lige at forklare det igen?

»To ting: Jeg kan godt lide, at folk kan finde deres egen historie i mine sange. Hvis de har hørt alle detaljer fra mit liv og tænker: »Nå ja, der havde Marie det dårligt, den dag« – jamen, det gavner ikke de sange, og det er slet ikke meningen! Det er meningen, at vi skal deles om det«, siger hun.

Frustreret indånding.

»Det er det ene. Det andet er selvfølgelig ... Jamen, jeg kan ikke dele ud på alle hylder. Forstår du?«.

Hun fortsætter:

»Jeg kan dele ud af mine sange. Eller: Jeg kan lade være med at skrive sange, og så kan jeg dele ud af mig selv. Hvis jeg deler ud af det hele, jamen, så har jeg jo ikke noget tilbage«.

Opmærksomheden

I ’Hjerte der banker’ på det nye album skriver Marie Key om den opmærksomhed, der er fulgt med succesen. Musikken begynder aggressivt med en mur af intimiderende blæsere, selv rapper hun nærmest:

»Jeg vågner midt om natten med et hjerte der banker/ det burde banke for beats og penge og børn/ men det banker for de freaks på den anden side af døren«.

»Det var en vigtig sang at skrive«, siger hun, »hvis jeg ikke havde skrevet den, så var jeg gået uden om noget, der fylder meget i min historie de seneste to år«.

På baren i går nævnte du, at der var en ensomhed i succesen?

»Jeg sagde, at der var en isolation i opstigningen«, præciserer hun.

»Som i starten er pinlig at indrømme«.

Jeg spørger, hvad den pinlighed kommer af.

»Fordi det går jo godt. Det føles ikke så rart at beklage sig, når folk er søde. Og folk er kun søde«.

Siden ’De her dage’ har tilværelsen været fuld af optur, fortæller hun, »ud over min vildeste fantasi«. Men opmærksomheden, blikkene og ensomheden i positionen er »forstyrrende for ens sind«, som hun siger.

»En af mine venner forklarede det sådan her: »Jamen, Marie, du taler til en masse folk, og på et tidspunkt svarer de dig jo««.

Hun forklarer:

»Jeg skriver for eksempel ’Uden forsvar’. Den sender jeg så af sted, i højt humør – og så er der tusindvis af mennesker, der hører den. Og de har det sådan: »Du har talt til mig med din musik, og nu svarer jeg dig«. Det er en naturlig menneskelig impuls. Folk ser mig, de kommer hen til mig og føler, at vi har en samtale kørende. Men jeg aner ikke, hvem de er, og pludselig skal jeg svare tusindvis af mennesker. Det er voldsomt«.

Livet som popmusiker er et liv, man har mistet kontrollen over. Det er op til verden, om man har succes eller ej. Til gengæld er der ingen vej ud, som hun også synger:

»Det mærkelige ved det her job/ er at du kan fyres, men du kan ikke rigtig selv sige op«.

»Jo, altså, jeg kunne jo holde op med at lave musik og så vente på, at det gik over«, som hun siger og smiler.

»Men paranoiaen kommer jo et sted fra, og det er faktisk næsten det værste af det hele: tanken om, at den eneste, der kunne have forandret det her, var dig selv. Du kan ikke lægge skylden nogen som helst andre steder. For det var din egen plan, og det gik, præcis som du håbede«.

Hvad mener du med det?

»Jeg gik jo efter at lave nogle sange, som appellerede til folk, og jeg stillede op i det ene tv-show efter det andet. Det var det her, jeg ville«.

Fællesskabet

Varmen vender tilbage, når hun taler om Andreas Sommer. Det er på computeren hjemme i hans soveværelse, de to har skabt størstedelen af både den forrige og den nye plade. Han er hendes makker.

Som barn ville hun hellere være hjemme end på lejrskole. Da hun blev teenager, valgte hun gymnasium efter det sted, der havde den korteste rustur. Hun ville hellere se tv eller spille bold hjemme på vejen end indgå i skolens tvungne fællesskaber. Men kammeratskabet med Andreas Sommer og resten af bandet er noget andet. For de skaber noget sammen.

»’Hjerte der banker’ fortæller om de dårlige dage. Men selv om følelserne er virkelige nok, så er jeg jo ikke alene om det her«, siger hun.

Vi taler om en video, der ligger på YouTube. Den er optaget på Roskilde Festival i 2013, og her synger hele Arena-teltet – festivalens største med omkring 25.000 mennesker til stede – omkvædet til ’Uden forsvar’.

»Sindssygt«, kan man høre hende sige lavmælt ned i mikrofonen, og et sekund svigter stemmen. For publikum kan hvert et ord af en ret kompleks tekst, på en ret kompleks melodi. Og de synger til hende.

»Du kan jo se, hvordan Andreas og jeg kigger på hinanden der, og du kan se, at vi griner. Fordi vi kan huske, hvordan vi sad i hans lejlighed og skrev ’Uden forsvar’, og nu står vi her på Roskilde og har øjenkontakt, fordi hold kæft, hvor er det langt ude, at noget, vi leger, bliver så stort for så mange mennesker«.

Inderligheden

Det er snart 10 år siden, Marie Key udsendte sin første plade. Fra den står stadig sangen om mormoren, der håber, at ringen på barnebarnets finger er fra en frier. Og som skuffes. Først over, at pigebarnet har brugt penge på sig selv, siden over, at ringen kun kostede en halvtredser:

»Jeg troede ikke, du var en af dé piger/ der gik med sådan noget billigt stads«.

Det er sangen om en relation, der ikke kan vindes, om familier, når vi er værst. Men det er også en form for fortælling, som Marie Key har bevæget sig væk fra for til gengæld at finde vejen ind i inderligheden. Og ind i et popmusikalsk univers.

Er succesen med dine popsange kommet bag på dig?

»Ja, totalt. Jeg kan huske, at jeg stod ude i mit køkken og sagde: »Jamen, jeg kommer aldrig til at sælge 20.000 plader – for jeg er ikke en type, som appellerer så bredt. Så jeg kan sove helt roligt om natten««.

Men det var du så, en type, der appellerede bredt?

»Ja, åbenbart. Når jeg står og kigger ned på en eller anden fyr, som er kæmpestor med tatoveringer, og han synger med på ’Let som en fjer’, som er sådan en meget mild kærlighedssang. Altså: Den der kontakt, den er et totalt mysterium for mig. At jeg kan nå ham«.

I hendes familie snakker de tit om, hvor forskelligt hendes publikum er til koncerterne, fortæller hun.

»Det er det fineste. Musik kan jo bringe folk sammen, som noget af det eneste i samfundet. Hvis vi selv kan få lov til at bestemme, så sidder vi jo og spiser middag med dem, der stemmer på det samme parti som os, som laver den samme slags mad og køber ind de samme steder. De skel kan musikken ophæve«.

Overvejede du i begyndelsen, om du skulle lave om på dig selv, hvis du skulle have succes?

»Ja, men stoltheden er jo netop, at jeg ikke har ændret en skid. Hvis jeg havde lavet noget om, ville man jo hele tiden tænke, om det var derfor, de godt kunne lide en, fordi man var blevet klippet eller havde taget en lang kjole på. Eller en smart jakke«.

’Hun’

Der er nogen, der siger, at du har skabt rum for en helt ny type popstjerne.

Mobiltelefonen ringer. Hun slukker.

»Det der, det har vi ikke tid til nu«, siger hun ud i luften og kigger op på mig: »Hvad var det, du spurgte om?«.

Hende der Emma Pi fra MGP, hun havde måske aldrig stillet sig op på den scene, hvis det ikke var for dig. Har du tænkt over, at du måske har banet vejen for hende?

»Altså, hun er jo vildt sød, men prøv at høre: Jeg har jyske forældre. Jeg kan sgu ikke rigtig køre med på, at jeg skulle have banet vejen for nogen. Det vil vise sig. Det må de selv snakke om«.

Hun vil hellere tale om, hvem der har banet vejen for hende. Så hun taler om Anne Linnet. En kvinde, der skrev popsange og opførte dem, så et krølhåret firserbarn i Kartoffelrækkerne på Østerbro kunne tænke, at den vej kunne man faktisk gå.

Spillede det også ind, at hun ligesom dig skrev kærlighedssange til kvinder?

»Nej, det spillede ingen rolle. Okay, jeg kan godt høre, at det lyder naivt«.

Vi griner begge to.

På hele den nye plade bliver der kun sunget ’hun’ en gang. Det er på pladens eneste covernummer, sangen ’Elsk mig nu’ skrevet af den danske rapper L.O.C. Her er der til gengæld skruet op for varmen og rullet ned for gardinerne:

»Jeg er alene med den platinblonde synder/ der lader sine trusser falde til jorden mens hun nynner«.

Marie Key messer og fortsætter med at »give efter i lyster og duften af kvinder«.

L.O.C.s sang er i virkeligheden den eneste lesbiske sang på hele pladen?

»Ja, det er så langt ude! Og det er på ingen måde bevidst. Jeg er bare gået fra at skrive ’hun’ på de forrige plader til at skrive ’du’ på denne her«.

Hvordan kan det være?

»Måske fordi Andreas og jeg ville lave en plade med positive sange. Når man er ulykkelig, så snakker man om hende, når man er lykkelig, snakker man med hende«.

Tidligere har det spillet en stor rolle, om der skulle være et ’hun’ i teksterne eller ej. Bekymringen gik på, om modtagelsen af musikken kun ville komme til at handle om seksualitet eller Marie Key som ’den lesbiske sangskriver’.

Hvorfor vil man ikke være det?

»Fordi musik er større, smukkere end det. Den skal ikke puttes i kasser«.

Vi har talt længe, imens vi har arbejdet os tilbage til stemningen på baren i går. Vi har talt om barndommen på Østerbro, en barndom uden for mange regler, men med medbestemmelse, ro og tid, ikke mindst. Vi har talt om, hvordan Marie Key blev Marie Key:

»Jeg tror ikke, man bare bliver sig selv, jeg tror, det er et spørgsmål om, hvordan man får lov til at folde sig ud. Den frihed, jeg fik som barn, betyder, at jeg navigerer frit nu. I livet«, siger hun.

Da vi tog afsked i går, gik jeg ind i opgangen, hvor jeg bor. På reposen mellem stuen og første sal kiggede jeg ud ad vinduet og så hende gå ned ad Nørre Farimagsgade. En lille skikkelse, med flade sko, sort anorak, hætten oppe og en rygsæk på ryggen. Hun kunne have været en figur fra Mumitroldene, som hun tussede af sted der i mørket. Hun lignede i hvert fald ikke en popstjerne.

Men som hun selv siger, da interviewet er næsten forbi:

»Jamen, jeg er ikke popstjerne. Jeg spiller bare for rigtig mange mennesker«.

Publiceret 26. januar 2015

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce